Et stort tillykke til Danmarks 17 bedste håndboldspillere og træner Ulrik Wilbek! I har i mange, mange år arbejdet målrettet på at nå frem til dette øjeblik, hvor I kan kalde jer Europas - og dermed i realiteten også Verdens - bedste landshold. I har ikke kun haft talentet, men også den nødvendige benhårde disciplin til at give den en ekstra skalle under træning, når andre gav op. Nu høster I frugten af jeres indsats, og I fortjener det alt sammen - dog ikke Ritt Bjerregaards pinlige feministbemærkninger om, at I nu har indhentet kvindelandsholdet ... Som om kvindernes medaljer fra turnerninger med kun få seriøse modstandere kan sammenlignes med jeres!
Mange af jer virkede lidt betuttede ved modtagelsen på Rådhuspladsen, hvor 25.000 danskere havde taget opstilling for at deltage i festlighederne, og den betuttethed forstår vi godt, for ærligt talt - det er jo faktisk ikke deres fest. Ja, undskyld at vi sådan drypper malurt i det store nationale sejrskrus, men vi må sige det, når ingen andre vil: Det var hverken "Danmark" eller "danskerne", der vandt det europamesterskab, selvom sofaløver i alle aldre mener, at de nu kan føle sig en smule mere stolte over deres rødbedefarvede pas. De eneste, der vandt, var jer, der var med oppe på banerne i Norge.
Det er jer, der fortjener hyldest, fordi det er jer, der har udrettet noget, som kun få formår. De 25.000 på Rådhuspladsen og alle os andre, der gloede med på fjernsynet, høster ingen ære af landsholdets sejre, blot fordi vi kommer fra samme land. Mange vil ellers gerne tro det, fordi det luner så behageligt, uden at man selv behøver gøre en indsats, men selv nok så mange ganges skrålen med på Queens We Are The Champions gør ikke danskerne som folk til mestre af nogen som helst slags. Det er stadig kun jer, der bærer medaljerne, som er det.
Vi andre må selv udrette noget særligt, hvis vi vil gøre os fortjent til vores egen fest - i stedet for at nasse os ind på jeres. Men I skal have tak, fordi I har vist os, at det er muligt at sætte sig store mål og nå dem, hvis man arbejder standhaftigt for det. Det trænger vi danskere til at få at vide med jævne mellemrum.
Mange af jer virkede lidt betuttede ved modtagelsen på Rådhuspladsen, hvor 25.000 danskere havde taget opstilling for at deltage i festlighederne, og den betuttethed forstår vi godt, for ærligt talt - det er jo faktisk ikke deres fest. Ja, undskyld at vi sådan drypper malurt i det store nationale sejrskrus, men vi må sige det, når ingen andre vil: Det var hverken "Danmark" eller "danskerne", der vandt det europamesterskab, selvom sofaløver i alle aldre mener, at de nu kan føle sig en smule mere stolte over deres rødbedefarvede pas. De eneste, der vandt, var jer, der var med oppe på banerne i Norge.
Det er jer, der fortjener hyldest, fordi det er jer, der har udrettet noget, som kun få formår. De 25.000 på Rådhuspladsen og alle os andre, der gloede med på fjernsynet, høster ingen ære af landsholdets sejre, blot fordi vi kommer fra samme land. Mange vil ellers gerne tro det, fordi det luner så behageligt, uden at man selv behøver gøre en indsats, men selv nok så mange ganges skrålen med på Queens We Are The Champions gør ikke danskerne som folk til mestre af nogen som helst slags. Det er stadig kun jer, der bærer medaljerne, som er det.
Vi andre må selv udrette noget særligt, hvis vi vil gøre os fortjent til vores egen fest - i stedet for at nasse os ind på jeres. Men I skal have tak, fordi I har vist os, at det er muligt at sætte sig store mål og nå dem, hvis man arbejder standhaftigt for det. Det trænger vi danskere til at få at vide med jævne mellemrum.
