Leder: Navlepillernes vagtparade

Intet bereder principløse mennesker større glæde end at gøre grin med eller håne en mand med "en sag"

Slettet Bruger,

18. november 2008

Intet bereder principløse mennesker større glæde end at gøre grin med eller håne en mand med "en sag". De forstår slet ikke, hvad der foregår i hovedet på folk, der kaster sig helhjertet ind i kampen for en idé - eller som måske ligefrem risikerer livet for sagen. Den slags kunne de principløse aldrig finde på. For dem handler tilværelsen kun om at gøre sig selv det så behageligt som muligt med den mindst mulige indsats.

Men de principløse ved jo godt, at dette liv i navlepilleriets tegn ikke berettiger til heltekvad, og det er derfor, at de så gerne vil pille andre ned, der modsat dem selv måtte aspirere til det. Ja, de principløse lever et selvcentreret og måske endda usselt liv uden ære og værdighed - men i det mindste kan de medvirke til, at ingen andre fremstår som hævet over dem.

Det er også motivationen bag, når de to danske journalister og forfattere Niels Krause-Kjær og Karen Thisted for tiden føler behov for at håne den dødstruede tegner Kurt Westergaard, der har besluttet sig for, at han - netop fordi han er truet - ikke vil holde op med at tegne kritisk satire om radikal islam. "De skal ikke vinde over mig," tænker den aldrende tegner fra sit PET-bevogtede opholdssted.

"Kurt Westergaard er et politisk fjols," skriver Niels Krause-Kjær på sin Berlingske-blog og uddyber: "Når et barn på fem år prutter første gang, griner selskabet. Når barnet - beruset af succesen - prutter igen og igen er det både barnligt, trættende, fantasiløst og uden perspektiv."

Karen Thisted anslår samme tone i en klumme i Ekstra Bladet: "Nu er jeg så dødhamrende træt af tegneren Kurt Westergaard, manden bag tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen, at jeg ville ønske, et venligt menneske ville sende ham på pension. Nogen må fortælle ham, at han har fået berømmelse nok for sine talenter, for det er, som om han er gået i selvsving og ikke kan få nok af rampelysets sødme. Han har kostet Danmark og danskerne så meget besvær og bragt andre menneskers liv i fare med sine tåbelige tegninger," skriver hun.

Om Kurt Westergaard er et politisk fjols, skal vi ikke kunne sige, for vi ved ikke, hvad udtrykket dækker over, og vi har heller ikke Niels Krause-Kjærs omfattende erfaring som telefonpasser i Det Konservative Folkepartis pressetjeneste at trække på. Men én ting bør være hævet over enhver tvivl: Niels Krause-Kjær er en intellektuel nulbon, der ikke forstår vigtigheden af, at den islamistiske trusselskultur besvares med netop den form for trods, som Kurt Westergaard så fornemt lægger for dagen. Skulle rygtet sprede sig, at islamisternes trusler har effekt, så er vi nemlig dømt til gentagelser. Lærer islamisterne tværtimod, at trusler mod vores ret til at ytre os om dem og deres tro, som vi finder det rigtigst, bliver besvaret med et skuldertræk og nye ytringer, så vil de måske - engang - holde op.

Karen Thisteds forsøg på at give Kurt Westergaard skylden for at have bragt andre menneskers liv i fare med sine tegninger er simpelthen bare horribelt. Det svarer til, at lægge skylden for en voldtægt på det kvindelige offer, "der vel havde klædt sig for udfordrende". Når religiøse galninge bringer andre menneskers liv i fare, fordi de ikke kan lide en uskyldig tegning, så er det naturligvis ikke tegneren, men galningene der bærer ansvaret. Ligesom det er voldtægtsmanden og ikke hans offer, der er ansvarlig for voldtægten.

Kurt Westergaard fortjener fortsat fuld opbakning. Niels Krause-Kjær og Karen Thisted fortjener derimod en permanent plads i ytringsfrihedens hall of shame.