"I Danmark betaler vi for, at børnene kan lære dansk. Og derfor kan man hverken lave en offentlig eller privat skole, der nedprioriterer danskundervisning."
Sådan lyder undervisningsminister Bertel Haarder i 2007, når han skal begrunde, hvorfor Kolding Kommune ikke må tilbyde børn at gå i en skoleklasse, hvor der tales engelsk i store dele af undervisningen. Det store vi, der ifølge Haarders udsagn betaler for, at børnene lærer dansk, er selvfølgelig ikke alle danskere, for i Kolding betaler man også skat - faktisk al den skat som bruges på skolerne i byen, for de kommer jo fra kommuneskatten - og vi'et i Kolding vil gerne have, at de penge går til engelsksproget undervisning. Haarders vi er altså bare de partier, som for tiden regerer på Christiansborg med opbakning fra et flertal af vælgerne.
For 17 år siden - dengang Haarder ikke var tynget af et regeringssamarbejde med Dansk Folkeparti - ville han have formuleret sig helt anderledes. Det kan vi sige med stor sikkerhed, for faktisk kan vi nu helt og holdent lade Bertel Haarder formulere resten af denne leder med ord fra bogen "Slip friheden løs - og giv ansvar" fra 1990:
De frie skoler er en uundværlig del af det frie skolevalg. (side13)
Det er ikke nok at have demokrati. Der skal også være frihed til at vælge og fravælge og gå sammen med ligesindede om alternative løsninger. Mindretalsanskuelser skal ikke blot kunne udtrykkes. De skal også kunne afprøves i praksis, så de kan vise, hvad de dur til. Ellers lurer demokraturet. (side 12)
Man kan stille det op som en matematisk ligning: demokrati - frihed = demokratur. (side 11)
Netop dette er kernen i folkestyret - at folket kan bestemme selv, at anskuelserne kan få lov at vise i praksis, hvad de dur til. Det liberale demokratis krumtap er netop, at man ikke blot deltager i afstemninger og valg, men også kan fravælge flertallets løsningsmodel for sit eget vedkommende, hvis man er utilfreds eller har mere sympati for et mindretals løsningsmodel. (side 17)
Bliv os fra livet med jeres obligatoriske folkelige fællesskaber. De er ikke fællesskaber, men fangelejre, hvis man ikke er tilstede i gensidig frihed. (side 18)
Godt brølt, Haarder!
Sådan lyder undervisningsminister Bertel Haarder i 2007, når han skal begrunde, hvorfor Kolding Kommune ikke må tilbyde børn at gå i en skoleklasse, hvor der tales engelsk i store dele af undervisningen. Det store vi, der ifølge Haarders udsagn betaler for, at børnene lærer dansk, er selvfølgelig ikke alle danskere, for i Kolding betaler man også skat - faktisk al den skat som bruges på skolerne i byen, for de kommer jo fra kommuneskatten - og vi'et i Kolding vil gerne have, at de penge går til engelsksproget undervisning. Haarders vi er altså bare de partier, som for tiden regerer på Christiansborg med opbakning fra et flertal af vælgerne.
For 17 år siden - dengang Haarder ikke var tynget af et regeringssamarbejde med Dansk Folkeparti - ville han have formuleret sig helt anderledes. Det kan vi sige med stor sikkerhed, for faktisk kan vi nu helt og holdent lade Bertel Haarder formulere resten af denne leder med ord fra bogen "Slip friheden løs - og giv ansvar" fra 1990:
De frie skoler er en uundværlig del af det frie skolevalg. (side13)
Det er ikke nok at have demokrati. Der skal også være frihed til at vælge og fravælge og gå sammen med ligesindede om alternative løsninger. Mindretalsanskuelser skal ikke blot kunne udtrykkes. De skal også kunne afprøves i praksis, så de kan vise, hvad de dur til. Ellers lurer demokraturet. (side 12)
Man kan stille det op som en matematisk ligning: demokrati - frihed = demokratur. (side 11)
Netop dette er kernen i folkestyret - at folket kan bestemme selv, at anskuelserne kan få lov at vise i praksis, hvad de dur til. Det liberale demokratis krumtap er netop, at man ikke blot deltager i afstemninger og valg, men også kan fravælge flertallets løsningsmodel for sit eget vedkommende, hvis man er utilfreds eller har mere sympati for et mindretals løsningsmodel. (side 17)
Bliv os fra livet med jeres obligatoriske folkelige fællesskaber. De er ikke fællesskaber, men fangelejre, hvis man ikke er tilstede i gensidig frihed. (side 18)
Godt brølt, Haarder!
