Berlingske Tidendes kommentator, Claes Kastholm Hansen, kritiserer med rette Folketingets sammensætning, som efterhånden er domineret af unge mennesker i 20erne eller starten af 30erne uden nogen særlig erfaring i det almindelige arbejdsliv, men kun en halvfærdig uddannelse i bagagen. "De har udelukkende deres erfaringer fra den lille gruppe af særlinge, der befolker de politiske ungdomsorganisationer," skriver han i sin avis.
Det er fuldstændig rigtigt set af Kastholm. Alt for mange unge mennesker kommer i Folketinget og har ikke nogen ordentlig ballast med fra det liv, som leves uden for Christiansborgs mure. De bliver valgt ind, fulde af gejst og lyst til at forme den førte politik efter deres egne idéer, men det ender alt, alt for ofte med, at det i stedet er politikken, der former de unge politikere. For de unge har slet ikke nået at danne sig tilstrækkelig rygrad via et andet liv end det politiske, en rygrad som ville kunne have fastholdt dem i realiteternes verden, når de rammes af socialiseringsprocessen på Christiansborg.
Skrækeksempler er der nok af. Kastholm nævner Troels Lund Poulsen, og han er sandt for dyden en af de værste, som vi tidligere har skrevet om på denne plads. Intet liberalt princip synes ham vigtigt nok, til at det ikke kan ofres i kampen for blot et lille nyk op ad den politiske karrierestige. Folketingsgrupperne, især de store hos Venstre og Socialdemokraterne, er fyldt med masser af næsten tilsvarende sørgelige eksistenser.
Men Claes Kastholm Hansen har ikke ret i, at særlingeproblemet især ses hos de, der ikke har nået at færdiggøre deres uddannelser. Der er f.eks. ingen grund til at friholde så prominente personer som Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, og Venstres næstformand, Lars Løkke Rasmussen, blot fordi de kan titulere sig henholdsvis cand. oecon. og cand. jur. Også de har kun forsvindende lille erhvervserfaring uden for politik, og også de er mere produkter af det politiske liv, end de er mennesker med ambitioner om at ændre politikken. Politikmutanter, kunne man kalde dem. Med alt for veludviklede organer til at opfange tilfældige folkestemninger og rygrade som regnorme.
Det er fuldstændig rigtigt set af Kastholm. Alt for mange unge mennesker kommer i Folketinget og har ikke nogen ordentlig ballast med fra det liv, som leves uden for Christiansborgs mure. De bliver valgt ind, fulde af gejst og lyst til at forme den førte politik efter deres egne idéer, men det ender alt, alt for ofte med, at det i stedet er politikken, der former de unge politikere. For de unge har slet ikke nået at danne sig tilstrækkelig rygrad via et andet liv end det politiske, en rygrad som ville kunne have fastholdt dem i realiteternes verden, når de rammes af socialiseringsprocessen på Christiansborg.
Skrækeksempler er der nok af. Kastholm nævner Troels Lund Poulsen, og han er sandt for dyden en af de værste, som vi tidligere har skrevet om på denne plads. Intet liberalt princip synes ham vigtigt nok, til at det ikke kan ofres i kampen for blot et lille nyk op ad den politiske karrierestige. Folketingsgrupperne, især de store hos Venstre og Socialdemokraterne, er fyldt med masser af næsten tilsvarende sørgelige eksistenser.
Men Claes Kastholm Hansen har ikke ret i, at særlingeproblemet især ses hos de, der ikke har nået at færdiggøre deres uddannelser. Der er f.eks. ingen grund til at friholde så prominente personer som Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, og Venstres næstformand, Lars Løkke Rasmussen, blot fordi de kan titulere sig henholdsvis cand. oecon. og cand. jur. Også de har kun forsvindende lille erhvervserfaring uden for politik, og også de er mere produkter af det politiske liv, end de er mennesker med ambitioner om at ændre politikken. Politikmutanter, kunne man kalde dem. Med alt for veludviklede organer til at opfange tilfældige folkestemninger og rygrade som regnorme.
