Den heldagsskole, som borgerlige partier vendte sig så kraftigt imod, da den for år tilbage blev foreslået af CDs daværende formand, Mimi Jakobsen, vil de samme partier nu stille og roligt liste ind af bagdøren. Det hedder ikke heldagsskole mere, men "læringsplaner" for skolefritidsordningerne, og således går embedsapparatets idéer deres sejrsgang uanset regeringernes farve.
Tankegangen bag er, at hvis vi sørger for, at børn ikke blot præges ens, mens de er i skole, men også når de har fri, så kan vi i højere grad sikre den hellige lighed. Det er for tilfældigt, hvordan børn udvikler sig, når de overlades til sig selv og deres forældre, nogen fra kommunen må holde styr på det og sørge for en standardiseret prægning. Det kan f.eks. ikke gå an, at Peters forældre i højere grad sørger for, at sønnen læser lektier, end Sørens forældre gør. Der må en ensartethed til.
Men forskellige børn skal ikke nødvendigvis behandles ens. Søren er måske så led og ked ved skolegangen, at det er bedre for ham at rode rundt med en hjemmebygget gocart med plæneklippermotor end at læse lektier. Gocarten kan give Søren en succesoplevelse, som lektielæsningen ikke kan, og det ved forældrene, så de lader ham gøre det. Hvordan skulle regeringen vide bedre, hvad der er godt for Søren? Nok er undervisningsminister Bertel Haarder til tider klartskuende, men der er ingen grund til som udgangspunkt at tro, at han ved bedre, hvad der er godt for Søren end Sørens forældre. Børn er forskellige, og man gør dem ikke lykkelige ved at forsøge at gøre dem ens i en heldagsskole, hvor de skal optræde som brikker i regeringens store planer om, at alle skal have lige vilkår, selvom de helst vil være fri.
Noget af det vigtigste børn kan gøre er i øvrigt også at tulle rundt og ikke vide, hvad de skal lave, fordi ingen voksne siger det til dem. Det ansporer deres evne til at tænke og finde på selv, mens heldagskommunalstimulering ikke fører til andet end konformitet og tilpasningsdygtighed i forhold til det, som folk udpeget af politiske autoriteter siger, at man skal.
Tankegangen bag er, at hvis vi sørger for, at børn ikke blot præges ens, mens de er i skole, men også når de har fri, så kan vi i højere grad sikre den hellige lighed. Det er for tilfældigt, hvordan børn udvikler sig, når de overlades til sig selv og deres forældre, nogen fra kommunen må holde styr på det og sørge for en standardiseret prægning. Det kan f.eks. ikke gå an, at Peters forældre i højere grad sørger for, at sønnen læser lektier, end Sørens forældre gør. Der må en ensartethed til.
Men forskellige børn skal ikke nødvendigvis behandles ens. Søren er måske så led og ked ved skolegangen, at det er bedre for ham at rode rundt med en hjemmebygget gocart med plæneklippermotor end at læse lektier. Gocarten kan give Søren en succesoplevelse, som lektielæsningen ikke kan, og det ved forældrene, så de lader ham gøre det. Hvordan skulle regeringen vide bedre, hvad der er godt for Søren? Nok er undervisningsminister Bertel Haarder til tider klartskuende, men der er ingen grund til som udgangspunkt at tro, at han ved bedre, hvad der er godt for Søren end Sørens forældre. Børn er forskellige, og man gør dem ikke lykkelige ved at forsøge at gøre dem ens i en heldagsskole, hvor de skal optræde som brikker i regeringens store planer om, at alle skal have lige vilkår, selvom de helst vil være fri.
Noget af det vigtigste børn kan gøre er i øvrigt også at tulle rundt og ikke vide, hvad de skal lave, fordi ingen voksne siger det til dem. Det ansporer deres evne til at tænke og finde på selv, mens heldagskommunalstimulering ikke fører til andet end konformitet og tilpasningsdygtighed i forhold til det, som folk udpeget af politiske autoriteter siger, at man skal.
