En god konsekvens af at flertallet bag regeringen efter folketingsvalget er det mindst mulige, er at det nu er blevet nemmere at skille de principfaste folketingsmedlemmer fra Venstre og de Konservative fra dem, der bare gerne vil fremstå som principfaste. Tag nu det nordjyske Venstremedlem Birgitte Josefsen - hun afslørede fredag sig selv som en politiker, der har tilegnet sig pricipper for et syns skyld, ikke fordi hun er villig til at kæmpe for dem.
Det skete, da hun stemte nej til at genindføre gruppeeksamen i undervisninsgsektoren, selvom hun før valget stemte ja til et identisk forslag. Forskellen fra dengang til nu er alene, at hendes stemme dengang ikke betød noget, mens hun fredag faktisk kunne gøre en forskel. Nu havde Birgitte Josefsen endelig chancen for at gennemføre sin mærkesag - og netop derfor lod hun være.
Vi skal ikke på denne plads beklage, at det medførte et nederlag for oppositionen i dens forsøg på at få gruppeeksamener tilbage i undervisningen. Men det er et problem, at der i Folketinget findes så få medlemmer - hvis nogen overhovedet - som er villige til at gøre, hvad de mener er det rigtige, hvis det sætter dem i bad standing hos deres partiledelser.
"Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning," står der i Grundloven, og det kan lyde mærkeligt i dag, men er det egentlig ikke. For overbevisningen hos Folketingets medlemmer er jo blot den, at det vigtigste i verden er, at de selv får en så fin post som muligt, og den overbevisning føres bedst ud i livet ved at holde sig på god fod med sit partis ledelse.
Det er bare godt at vide for vælgerne, og derfor er det glædeligt, at den parlamentariske situation afslører det så ubarmhjertigt som i tilfældet Birgitte Josefsen. Det er så op til vælgerne at afgøre, om de foretrækker repræsentanter i Folketinget, som er med i politik for at mele deres egen kage, eller om de hellere vil stemme på kandidater, som faktisk har ambitioner om at lade deres principper påvirke landets styre.
Det skete, da hun stemte nej til at genindføre gruppeeksamen i undervisninsgsektoren, selvom hun før valget stemte ja til et identisk forslag. Forskellen fra dengang til nu er alene, at hendes stemme dengang ikke betød noget, mens hun fredag faktisk kunne gøre en forskel. Nu havde Birgitte Josefsen endelig chancen for at gennemføre sin mærkesag - og netop derfor lod hun være.
Vi skal ikke på denne plads beklage, at det medførte et nederlag for oppositionen i dens forsøg på at få gruppeeksamener tilbage i undervisningen. Men det er et problem, at der i Folketinget findes så få medlemmer - hvis nogen overhovedet - som er villige til at gøre, hvad de mener er det rigtige, hvis det sætter dem i bad standing hos deres partiledelser.
"Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning," står der i Grundloven, og det kan lyde mærkeligt i dag, men er det egentlig ikke. For overbevisningen hos Folketingets medlemmer er jo blot den, at det vigtigste i verden er, at de selv får en så fin post som muligt, og den overbevisning føres bedst ud i livet ved at holde sig på god fod med sit partis ledelse.
Det er bare godt at vide for vælgerne, og derfor er det glædeligt, at den parlamentariske situation afslører det så ubarmhjertigt som i tilfældet Birgitte Josefsen. Det er så op til vælgerne at afgøre, om de foretrækker repræsentanter i Folketinget, som er med i politik for at mele deres egen kage, eller om de hellere vil stemme på kandidater, som faktisk har ambitioner om at lade deres principper påvirke landets styre.
