Leder: En forårsromance

Slettet Bruger,

13/05/2007

Kære Anders Samuelsen,


Det er helt okay, at du ikke vil ses sammen med os, når du skal forsøge at gøre dine hoser grønne hos mere tryghedssøgende typer i det, der kaldes den politiske midte. Vi ved godt, at man derinde er meget bange for sådan nogen som os, så det er helt forståeligt, at du har behov for at holde lidt distance.

Du må også gerne bruge grimme øgenavne om os og fortælle vidt og bredt, at vi ikke er dine venner. Vi er vant til lidt af hvert og på ingen måde sarte.

Men vi har lige et spørgsmål: Når vi nu står derinde i stemmeboksen, har trukket forhænget for, fattet blyanten og har den lange smørebrødsseddel foran os - så må vi da gerne stemme på dig og dit parti, må vi ikke? Der er jo ingen, der ser det, vel?

Det er jo bare fordi, du har været så venlig at love os, at vi maksimalt skal betale 40 procent i indkomstskat, hvis I kan bestemme det. Og selvom du kalder CEPOS "ultra", så er jeres skatteforslag jo faktisk mere ultra end deres. CEPOS snakker i et væk om, at den højeste skattesats skal være på 43 procent, men for jer er det jo simpelthen for stor en udplyndring af skatteborgerne. Og der er vi helt enige! 40 procent er mere rimeligt end 43 procent. Ultra eller ej.

Nu hvor vi tænker nærmere over det, så går det op for os, at ultra nok slet ikke er et skældsord, når det kommer ud af din mund, Samuelsen. Det er da et kælenavn! Åh, Anders ... nu svulmer vore hjerter!


En million kysser og krammer fra
180Grader.dk

Kilde: