Leder: Det offentlige skal ikke bygge boliger

Slettet Bruger,

11/07/2007

I dag kom det frem, at Ritt Bjerregaard ikke mente, hun havde lovet 5.000 boliger til 5.000 kr. om måneden på 5 år. Det var ellers, hvad de fleste mente at hun havde, og hvis man kigger på de udtalelser hun kom med i valgkampen og lige efter, efterlader det ikke den store tvivl. Man kan også klikke ind på billigeboliger.dk og se projektplanen nederst på siden.

Det ligner et selvmål af proportioner, og det har da heller ikke skortet på feststemte oppositionspolitikere parate til at tjene hurtige points på overborgmesterens fadæse.

Man skal være mere end almindelig naiv for at blive overrasket over en politiker, der ikke holder hvad hun lover, og efterfølgende nægter alt; at indrømme fejl, er som regel ikke der, hvor politikere har deres spidskompetence.

Men ville det da have været bedre, hvis hun havde holdt sit valgløfte?

Nej naturligvis ikke. Det er ikke politikeres opgave at bygge boliger. Lige lidt som det var den polske stats opgave at sørge for brød. Når politikere blander sig i markedet og sætter prismekanismen ud af kraft, er resultatet altid det samme: der kommer mindre af det, de ville have mere af, og kvaliteten falder.

Komikerparret Tim & Gordon sagde engang, at ordet brunch egentlig var polsk, og betød morgenmad, men før man kom i gennem køen til bageren var det blevet formiddag.

Det er med boliger som med fødevareforsyning: det er simpelthed for vigtigt, til at man kan overlade det til det offentlige.

Vi har allerede set resultatet af midlertidig lov om regulering af boligforholdene fra 1938. De politisk bestemte, lave priser på lejeboliger, skaber boligmangel, bolighajer, dårligt vedligeholdte lejeboliger osv.

Det er hverken modigt eller klogt at love 5.000 boliger til 5.000 kr. på 5 år. Det ville det derimod være, hvis en politiker lod sig vælge på at fjerne de skadelige hindringer for en fri prisdannelse på markedet for lejeboliger.

Kilde: