Leder: "Der er arbejd' nok til hver, som vil yde indsats her"

Slettet Bruger,

22/05/2007

Hvis man ikke var klar over det før, så har man nu ingen undskyldning for at gå rundt i uvidenhed: Rundhåndede overførsler fra det offentlige til ledige skaber ledighed. Omvendt skaber fraværet af offentlige ydelser beskæftigelse. Anderledes kan det ikke tolkes, når de familiesammenførte ufaglærte mænd, som er kommet til Danmark fra udlandet de seneste 10 år, ikke er mere arbejdsløse end ufaglærte danskere. Det normale for indvandrergruppen som helhed er nemlig, at den halter voldsomt efter indfødte danskere, når det handler om beskæftigelse. Men for disse familiesammenførte mænd gælder det særlige vilkår, at de ikke har ret til ydelser fra det offentlige. Og hvad gør de så? De finder sig selvfølgelig et arbejde.

"Der er arbejd' nok til hver, som vil yde indsats her," synger man i Venstres Ungdoms slagsang, som er skrevet af Bertel Haarder. Og det er jo rigtigt. Vis os et bare nogenlunde fysisk og psykisk velfungerende menneske i Danmark, som ikke har et arbejde, og vi skal vi skal vise jer et menneske, som ikke ønsker at arbejde. Det gælder for danskere såvel som for indvandrere. Bare tag et kig på det danske landbrug, hvor man hiver mennesker hele vejen fra Østeuropa til Danmark for at passe dyr og marker. Hvorfor bliver de jobs ikke besat af nogen af de mere end 45.000 mænd i Danmark, som angiveligt ikke kan finde et arbejde? Man kan også tage et kig ud i hjemmene, hvor flittige unge au pair-piger fra lande som f.eks. Filippinerne og Brasilien gør rent, vasker tøj og passer børn. Hvorfor bliver det arbejde ikke udført af nogen af de 62.000 kvinder, som hævdes at være på udkig efter arbejde uden at kunne finde noget?

Det er med arbejdskraft som med isvand på en skoldhed sommerdag: Man kan aldrig få nok af den. Virksomheder og privatpersoner vil altid gerne hyre mere, for der er altid noget, man trænger til at få lavet. Det er kun et spørgsmål om prisen. Kan alle få arbejde til de mindst 15.000 kroner om måneden, som svarer til minimumslønnen for en fuldtidsarbejdende på den overenskomstdækkede del af arbejdsmarkedet herhjemme? Nej, men derfra er der også et godt stykke ned til de 8.750 kroner, som kontanthjælpen alternativt tilbyder. Og det er altså mere værdigt at være i arbejde for 8.750 kroner om måneden end at skulle stå med hatten i hånden på kommunekontoret og tigge om de samme penge der.

Kilde: