Nogen mener, at Mogens Lykketoft og de fleste af hans kolleger i Socialdemokraternes folketingsgruppe tager fejl, når de siger, at de er socialister. For den socialistiske tanke om at alt ville være bedre, hvis bare staten ejede produktionsmidlerne, opgav de danske socialdemokrater jo for et halvt århundredes tid siden, og hvis man ikke vil gennemføre socialisme, så er man naturligvis ikke socialist, lyder argumentationen.
Men socialismen har mange varianter, og den marxistiske af slagsen, som vil nationalisere erhvervslivet, er kun den ene. Disse varianter bindes sammen af noget andet, nemlig idéen om at samfundet ikke kan fungere, hvis der ikke centralt i det sidder en organisator, som styrer det hele ned til selv meget små detaljer som f.eks.: Hvor mange af hvert køn der skal sidde i virksomhedernes bestyrelser, hvor meget forskel der må være på indtægterne i et samfund, om der må puttes vitaminer i maden, om butikkerne må have åbent i weekenderne, på hvilke værthuse der må ryges, hvor stor en andel af barselsorloven henholdsvis far og mor skal tage o.s.v.
Socialismens kendetegn er den ekstreme trang til at designe samfundet, som er et resultat af socialismens totale mistillid til, at frie mennesker kan finde ud at aftale samarbejdsmodeller, der kan fungere uden statsligt overopsyn. Så derfor har de tre ud af fire socialdemokratiske folketingsmedlemmer, der erklærer sig som socialister, helt ret. Det er den sidste fjerdedel, der tager fejl, for den består også af socialister.
Det er i virkeligheden paradoksalt, at der stadig kan være så mange socialister i et land som Danmark med ni års obligatorisk skolegang, for idéen om det politisk styrede samfunds overlegenhed i forhold til den spontane orden i det civile samfund og på markedet modbevises hver eneste dag. Det er jo ikke på de private hospitaler, at folk må stå i kø for at få behandling, det er i det offentligt drevne sundhedsvæsen. Det er hverken indkøbscentres, biografers eller restauranters toiletter, der er uhumske, det er folkeskolernes. Det er ikke på de private arbejdspladser, at man konstant klager over dårlige arbejdsvilkår og elendig løn, det er på de offentlige arbejdspladser. Det er ikke ved private byggerier, at budgetterne gang på gang overskrides med astronomiske beløb, det er ved offentlige byggerier. Det er ikke i det private erhvervsliv, at man hvert år skal have tilført stadig flere penge for at kunne levere den samme eller sågar en dårligere ydelse end sidste år, men i det offentlige.
Alle socialdemokrater er socialister, det hersker der ingen tvivl om. Det store spørgsmål er bare, hvorfor de er socialdemokrater, når de i stedet kunne åbne deres øjne og tage ved lære af virkeligheden?
Men socialismen har mange varianter, og den marxistiske af slagsen, som vil nationalisere erhvervslivet, er kun den ene. Disse varianter bindes sammen af noget andet, nemlig idéen om at samfundet ikke kan fungere, hvis der ikke centralt i det sidder en organisator, som styrer det hele ned til selv meget små detaljer som f.eks.: Hvor mange af hvert køn der skal sidde i virksomhedernes bestyrelser, hvor meget forskel der må være på indtægterne i et samfund, om der må puttes vitaminer i maden, om butikkerne må have åbent i weekenderne, på hvilke værthuse der må ryges, hvor stor en andel af barselsorloven henholdsvis far og mor skal tage o.s.v.
Socialismens kendetegn er den ekstreme trang til at designe samfundet, som er et resultat af socialismens totale mistillid til, at frie mennesker kan finde ud at aftale samarbejdsmodeller, der kan fungere uden statsligt overopsyn. Så derfor har de tre ud af fire socialdemokratiske folketingsmedlemmer, der erklærer sig som socialister, helt ret. Det er den sidste fjerdedel, der tager fejl, for den består også af socialister.
Det er i virkeligheden paradoksalt, at der stadig kan være så mange socialister i et land som Danmark med ni års obligatorisk skolegang, for idéen om det politisk styrede samfunds overlegenhed i forhold til den spontane orden i det civile samfund og på markedet modbevises hver eneste dag. Det er jo ikke på de private hospitaler, at folk må stå i kø for at få behandling, det er i det offentligt drevne sundhedsvæsen. Det er hverken indkøbscentres, biografers eller restauranters toiletter, der er uhumske, det er folkeskolernes. Det er ikke på de private arbejdspladser, at man konstant klager over dårlige arbejdsvilkår og elendig løn, det er på de offentlige arbejdspladser. Det er ikke ved private byggerier, at budgetterne gang på gang overskrides med astronomiske beløb, det er ved offentlige byggerier. Det er ikke i det private erhvervsliv, at man hvert år skal have tilført stadig flere penge for at kunne levere den samme eller sågar en dårligere ydelse end sidste år, men i det offentlige.
Alle socialdemokrater er socialister, det hersker der ingen tvivl om. Det store spørgsmål er bare, hvorfor de er socialdemokrater, når de i stedet kunne åbne deres øjne og tage ved lære af virkeligheden?
