De, der måtte være i tvivl om, hvilket slags parti Dansk Folkeparti er, kan nu få sikkerhed for sagen: Det er et socialdemokratisk parti, et parti for offentligt forsørgede og offentligt ansatte, og et parti der modarbejder de mennesker og virksomheder, som skaber velstanden i Danmark. Yderlige dokumentation er ikke nødvendig, efter at partiets gruppeformand og kronprins, Kristian Thulesen Dahl, i dag udtalte det mest fantastiske, røde sludder, som længe er hørt.
Adspurgt hvad han mener om statsministerens forslag om at gøre det nemmere for udlændinge at arbejde i Danmark, svarer Thulesen: "I en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft, vil jeg hellere have, at Danfoss får lavet endnu en dimsedut til deres produkt i Asien, end at vi skal flytte en hel masse mennesker fra udlandet og til det danske samfund." Og så smider han trumfen på: "Firkantet sagt er det rigtigt, at vi vil flytte hænder fra det private til det offentlige."
Det store spørgsmål til manden, som går for at være den finanspolitiske hjerne i Dansk Folkeparti, er selvfølgelig dette: Hvis store dele af produktionen i den private sektor i Danmark skal flyttes til udlandet, fordi der her til lands ikke er den nødvendige arbejdskraft til rådighed - bl.a. fordi mange tidligere privat ansatte ifølge Dansk Folkeparti skal ansættes i det offentlige - hvem skal så betale de offentligt ansattes løn? Vil Kristian Thulesen Dahl øge skatten på de tilbageværende privat ansatte? Eller måske beskatte virksomhederne hårdere, med fare for at ikke kun produktionen, men også hovedsædet, rykker til udlandet?
Hvis Kristian Thulesen Dahl kan svare fornuftigt på det spørgsmål, så er vi parate til at belønne ham med en præmie bestående af alle tre bind af Anker Jørgensens erindringer samt den nye CD, hvor danske musikere hylder Socialdemokraternes store rorgænger i 70erne, manden som forgældede Danmark så forskrækkeligt, at vi stadig betaler renter og afdrag på det den dag i dag.
Dansk Folkepartis mere og mere åbenlyse forelskelse i de mennesker, der modtager penge fra det offentlige - eller eventuelt kun i deres stemmer, det er ikke lige til at sige - gør det i stigende grad svært at tro på, at man i det parti er særligt bekymret for danskernes langsigtede ve og vel. Det virker som om, man hellere vil køre landet i sænk end at opgive ambitionerne om et stadigt mere kollektiviseret Danmark. Eller er det måske bare egeninteressen og forhåbningerne om ministerposter til Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup, der er mere dominerende i Dansk Folkepartis ledelse end fædrelandskærligheden?
Adspurgt hvad han mener om statsministerens forslag om at gøre det nemmere for udlændinge at arbejde i Danmark, svarer Thulesen: "I en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft, vil jeg hellere have, at Danfoss får lavet endnu en dimsedut til deres produkt i Asien, end at vi skal flytte en hel masse mennesker fra udlandet og til det danske samfund." Og så smider han trumfen på: "Firkantet sagt er det rigtigt, at vi vil flytte hænder fra det private til det offentlige."
Det store spørgsmål til manden, som går for at være den finanspolitiske hjerne i Dansk Folkeparti, er selvfølgelig dette: Hvis store dele af produktionen i den private sektor i Danmark skal flyttes til udlandet, fordi der her til lands ikke er den nødvendige arbejdskraft til rådighed - bl.a. fordi mange tidligere privat ansatte ifølge Dansk Folkeparti skal ansættes i det offentlige - hvem skal så betale de offentligt ansattes løn? Vil Kristian Thulesen Dahl øge skatten på de tilbageværende privat ansatte? Eller måske beskatte virksomhederne hårdere, med fare for at ikke kun produktionen, men også hovedsædet, rykker til udlandet?
Hvis Kristian Thulesen Dahl kan svare fornuftigt på det spørgsmål, så er vi parate til at belønne ham med en præmie bestående af alle tre bind af Anker Jørgensens erindringer samt den nye CD, hvor danske musikere hylder Socialdemokraternes store rorgænger i 70erne, manden som forgældede Danmark så forskrækkeligt, at vi stadig betaler renter og afdrag på det den dag i dag.
Dansk Folkepartis mere og mere åbenlyse forelskelse i de mennesker, der modtager penge fra det offentlige - eller eventuelt kun i deres stemmer, det er ikke lige til at sige - gør det i stigende grad svært at tro på, at man i det parti er særligt bekymret for danskernes langsigtede ve og vel. Det virker som om, man hellere vil køre landet i sænk end at opgive ambitionerne om et stadigt mere kollektiviseret Danmark. Eller er det måske bare egeninteressen og forhåbningerne om ministerposter til Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup, der er mere dominerende i Dansk Folkepartis ledelse end fædrelandskærligheden?
