Det er godt, at de Konservatives finansordfører, Lars Barfoed, bringer det synspunkt på banen, at en lettelse af skatten på arbejde ikke behøver at finansieres af højere skat andre steder. Øget brugerbetaling er, som han påpeger, jo også en mulighed og i øvrigt en mulighed, som ingen ansvarlige politikere burde kunne tillade sig at afvise. Ikke alene kan brugerbetaling mindske behovet for at opkræve skat, brugerbetaling virker også mod den velfærdsbulimi (tak for det ord, Morten Albæk), som danskerne lider af.
Danskerne opfører sig under velfærdsstaten, som et 3-årigt barn, der får at vide, at det må spise al den slik, det lyster. De indtager så meget af den gratis "velfærd", at de til sidst må gå rundt og ømme sig, ikke over ondt i maven som barnet, men ondt i tegnebogen. Alle bruger de meget mere af de offentligt betalte goder, end de ville have brugt, hvis de selv skulle betale, fordi de tænker, at hvis de ikke selv bruger af det, så gør naboen og kollegaerne og ham den sure chauffør i linje 14, og så kommer man jo alligevel til at punge ud, bare for de andre. Resultatet er, at danskerne, som for blot 50 år siden betalte nogle af den vestlige verdens laveste skatter, i dag betaler verdens højeste skatter.
Gratisydelserne ansporer til tankeløshed, overforbrug og uansvarlighed, og alle ved det. Det gør man naturligvis også i Venstre, men i stedet for at sige det højt, så plejer man sine egne interesser, for stemmer er jo også gratis, hvis bare man ingen samvittighed ejer, og det gør man ikke i Venstre i disse år.
Vi kan kun håbe på, at de Konservative vil insistere på, at en kommende skattereform skal finansieres ved mådehold i de offentlige budgetter, herunder ved at indfører brugerbetaling, men desværre har vi ikke meget at have håbet i. Når først partiformand Bendt Bendtsen går til forhandling, så plejer det gerne at ende med, at han bliver snøret af sine overmænd, hvilket vil sige alle de andre, som sidder ved bordet.
Har vi tidligere sagt, at de Konservative burde skifte partiformand? Måske nok, men det kan ikke siges ofte nok ...
Danskerne opfører sig under velfærdsstaten, som et 3-årigt barn, der får at vide, at det må spise al den slik, det lyster. De indtager så meget af den gratis "velfærd", at de til sidst må gå rundt og ømme sig, ikke over ondt i maven som barnet, men ondt i tegnebogen. Alle bruger de meget mere af de offentligt betalte goder, end de ville have brugt, hvis de selv skulle betale, fordi de tænker, at hvis de ikke selv bruger af det, så gør naboen og kollegaerne og ham den sure chauffør i linje 14, og så kommer man jo alligevel til at punge ud, bare for de andre. Resultatet er, at danskerne, som for blot 50 år siden betalte nogle af den vestlige verdens laveste skatter, i dag betaler verdens højeste skatter.
Gratisydelserne ansporer til tankeløshed, overforbrug og uansvarlighed, og alle ved det. Det gør man naturligvis også i Venstre, men i stedet for at sige det højt, så plejer man sine egne interesser, for stemmer er jo også gratis, hvis bare man ingen samvittighed ejer, og det gør man ikke i Venstre i disse år.
Vi kan kun håbe på, at de Konservative vil insistere på, at en kommende skattereform skal finansieres ved mådehold i de offentlige budgetter, herunder ved at indfører brugerbetaling, men desværre har vi ikke meget at have håbet i. Når først partiformand Bendt Bendtsen går til forhandling, så plejer det gerne at ende med, at han bliver snøret af sine overmænd, hvilket vil sige alle de andre, som sidder ved bordet.
Har vi tidligere sagt, at de Konservative burde skifte partiformand? Måske nok, men det kan ikke siges ofte nok ...
