"Jeg er glad for, at Bendt Bendtsen nu giver os ret i, at det er et problem, at der er så få kvinder i de danske bestyrelseslokaler," siger socialdemokraten Mette Frederiksen. Anledningen er, at økonomi- og erhvervsminister og konservativ partiformand Bendt Bendtsen, nu vil presse de børsnoterede danske virksomheder til at forklare sig overfor offentligheden og aktionærerne, hvis de ikke har kvinder nok i deres bestyrelser.
Hvert 18. bestyrelsesmedlem er kvinde, og det er Bendtsen "ikke stolt af, for vi har masser af dygtige erhvervskvinder i Danmark", siger han. Jamen, så skulle Bendt Bendtsen måske nedsætte sig som efterspurgt virksomhedskonsulent, hvis han virkelig kan udpege en masse mennesker (kvinder tilfældigvis), som er dygtigere til bestyrelsesarbejdet, end dem der besætter posterne i dag (mænd). Folk, der kan den slags, er skam i høj kurs uden for Christiansborgs mure.
Der er imidlertid en grund til, at Bendt Bendtsen ikke har gjort kometkarriere i erhvervslivet, men i stedet blev politimand og efterfølgende fik sig en fribillet til formandskabet i Det Konservative Folkeparti, fordi alle de andre mere naturlige kandidater til posten havde slået hinanden ihjel. For Bendtsen er ikke nær så klog, som han gerne vil give indtryk af, og han ved faktisk ikke noget, som virksomhederne ikke selv ved.
Bendt Bendtsens ønske om at få flere kvinder ind i bestyrelsesarbejdet har i virkeligheden intet at gøre med, at han oprigtigt mener, at virksomhederne så vil blive ledet bedre ledet. Det har imidlertid alt at gøre med, at han og Det Konservative Folkeparti gerne vil holde sig på god fod med en stor gruppe kvindelige vælgere, som lever på en løgn om, at erhvervslivet går mere op i at holde kompetente kvinder ude af bestyrelseslokalerne end at tjene penge.
Bendt Bendtsen afslører dermed igen, hvilken sølle formand for Det Konservative Folkeparti han er. Han aner simpelthen ikke sine levende råd om, hvor han som konservativ skal placere sit parti, og det ser vi bl.a. i denne sag. I stedet for på konservtiv vis at forsvare aktionærernes ret til at udpege de bestyrelsesmedlemmer de finder bedst egnede, manuducere han politisk korrekthed og lægger nye kævler på det bål, som brænder lystigt under virksomhedsejernes selvbestemmelsesret.
Det er intet under, at hans mest succesrige forgænger i formandsstolen hos de Konservative nogensinde, nemlig Poul Schlüter, ikke har meget fidus til Bendtsen.
Hvert 18. bestyrelsesmedlem er kvinde, og det er Bendtsen "ikke stolt af, for vi har masser af dygtige erhvervskvinder i Danmark", siger han. Jamen, så skulle Bendt Bendtsen måske nedsætte sig som efterspurgt virksomhedskonsulent, hvis han virkelig kan udpege en masse mennesker (kvinder tilfældigvis), som er dygtigere til bestyrelsesarbejdet, end dem der besætter posterne i dag (mænd). Folk, der kan den slags, er skam i høj kurs uden for Christiansborgs mure.
Der er imidlertid en grund til, at Bendt Bendtsen ikke har gjort kometkarriere i erhvervslivet, men i stedet blev politimand og efterfølgende fik sig en fribillet til formandskabet i Det Konservative Folkeparti, fordi alle de andre mere naturlige kandidater til posten havde slået hinanden ihjel. For Bendtsen er ikke nær så klog, som han gerne vil give indtryk af, og han ved faktisk ikke noget, som virksomhederne ikke selv ved.
Bendt Bendtsens ønske om at få flere kvinder ind i bestyrelsesarbejdet har i virkeligheden intet at gøre med, at han oprigtigt mener, at virksomhederne så vil blive ledet bedre ledet. Det har imidlertid alt at gøre med, at han og Det Konservative Folkeparti gerne vil holde sig på god fod med en stor gruppe kvindelige vælgere, som lever på en løgn om, at erhvervslivet går mere op i at holde kompetente kvinder ude af bestyrelseslokalerne end at tjene penge.
Bendt Bendtsen afslører dermed igen, hvilken sølle formand for Det Konservative Folkeparti han er. Han aner simpelthen ikke sine levende råd om, hvor han som konservativ skal placere sit parti, og det ser vi bl.a. i denne sag. I stedet for på konservtiv vis at forsvare aktionærernes ret til at udpege de bestyrelsesmedlemmer de finder bedst egnede, manuducere han politisk korrekthed og lægger nye kævler på det bål, som brænder lystigt under virksomhedsejernes selvbestemmelsesret.
Det er intet under, at hans mest succesrige forgænger i formandsstolen hos de Konservative nogensinde, nemlig Poul Schlüter, ikke har meget fidus til Bendtsen.
