Leder: Børn er et valg med konsekvenser - lev med det!

Slettet Bruger,

01/09/2007

Kvinder med børn tjener i gennemsnit en løn, der er seks procent mindre end kvinder uden børn. Og det er selvfølgelig for dårligt, hvis man spørger de sædvanlige, hvilket Ritzau naturligvis gør: "Det er dybt urimeligt, at man bliver straffet, når man får børn," siger næstformand Jane Korczak fra fagforeningen 3F til nyhedsbureauet.

Men hvorfor er det for dårligt? Det er jo åbenlyst, at kvinder med børn gennemsnitligt går mindre op i arbejdet end kvinder uden børn - det ved enhver, der har opholdt sig på en arbejdsplads. Mødre er langt mere fokuserede på at gå til tiden, de prioriterer ekstra fritid over højere løn, de er uvillige til at tage skæve arbejdstider o.s.v. o.s.v. Heldigvis! De gør det jo for børnenes skyld, og det er kun godt, men det har naturligvis også omkostninger.

Alle valg har konsekvenser, også det valg at få børn og være en god mor for dem. Når man ikke længere vil yde så meget på arbejdet, fordi man har fået andre prioriteter, så er ens arbejdskraft ikke længere så værdifuld for arbejdsgiveren, og det afspejles naturligvis i lønnen.

3F har tilsyneladende en idé om, at lønnen bør være ens, for dem der har arbejdet som deres førsteprioritet, og for dem der har børnene som deres førsteprioritet. Lad os håbe for mødrene, at 3F ikke lykkes med det. For den dag, det måtte ske, så vil ingen længere ansætte mødrene, når de kan få ikke-mødre til samme pris.

Kilde: