Leder: Antirygeimperialismen

Slettet Bruger,

30. maj 2007

Allerede i februar sidste år, da Venstres folketingsgruppe besluttede at gå ind for et rygeforbud på restauranter og caféer, var der i en by som København 28 restauranter og 13 caféer eller værtshuse, som var helt røgfri. Siden er der kommet mange flere til i takt med, at stadig flere danskere efterspørger røgfri miljøer. Og nu har politikerne så endelig stemt det omdiskuterede rygeforbud igennem i folketingssalen. Det var da godt, de nåede det! Tænk hvis de havde ventet et par år, så ville der kun være enkelte steder tilbage for hardcore-rygerne, og så ville alle øvrige danskere slet ikke have følt sig reddet af politikerne. Hvilken katastrofe!

Sagen er jo, at politikerne er underlagt den samme folkestemning som restaurationerne. Det er populært for politikerne at gennemføre et rygeforbud, fordi mange danskere gerne vil gå i byen uden at blive røget i hovedet. Men fordi mange danskere gerne ville gå i byen uden at blive røget i hovedet, var store dele af restaurationsbranchen allerede i gang med at gennemføre rygeforbud helt frivilligt og helt uafhængigt af politikerne.

Der er dog en meget væsentlig forskel. Det mindretal af danskerne, som har svært ved at forestille sig en hyggelig aften uden røg, ville ikke være blevet trynet i den frivillige model. Der ville stadig have været værtshuse, caféer og restauranter uden et politisk vedtaget rygeforbud, som de kunne gå på. Der ville have været færre af dem, men de ville være der. Sådan er det ikke, når politikerne tager over. Så tager vinderen det hele.

I bund og grund er det jo dybt usympatisk. Hvorfor kan flertallet ikke bare glæde sig over, at der er rigtig mange steder, hvor rygning ikke er tilladt? Hvorfor skal flertallet absolut forbyde rygning alle steder, så det også går ud over mindretallet? Baggrunden er ren og skær egocentrisme. Man vil have hele verden til at se ud som sin egen dagligstue og tillader ikke, at andre har andre præferencer. Man kunne kalde det imperialisme på nationalt niveau.