Ledelse anklaget for misbrug af udviklingshæmmedes penge

Slettet Bruger,

19/12/2007

Skeletterne bliver ved med at vælte ud af skabet på bostedet Tokanten, hvor otte ældre udviklingshæmmede i årevis er blevet udsat for massivt magtmisbrug. Først måtte ledelsen indrømme, at beboerne var blevet udsat for ulovlig tvang. Dernæst trådte en stribe tidligere ansatte frem og sagde, at beboerne var blevet overmedicineret for at lette personalets arbejde. Og nu mistænkes ledelsen for at have brugt af beboernes private penge til at anskaffe lift og andre hjælpemidler, som det ellers var kommunens ansvar at betale, skriver Berlingske Tidende.

Københavns Kommune har i første omgang valgt at stole på ledelsens blanke afvisning af økonomisk misbrug af beboerne. Men efter at forholdet er rejst af pædagog Christina Petersen, der i november klagede over forholdene til Folketingets Ombudsmand - bl.a. over ledelsens misbrug af beboernes penge - har kommunen besluttet også at kulegrave beboernes økonomi.

"Vi undersøger alt, hvad der er kommet frem. Den tillid, vi havde til Tokantens leder, da vi lavede vores første undersøgelse, er brudt. Derfor vender vi alt igen, og derfor er vi ved at interviewe medarbejderne på bostedet i disse dage. Jeg kan bekræfte, at den undersøgelse også omfatter Christina Pedersens klage over bostedets forvaltning af beboernes økonomi," siger pressechef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, Sune Knudsen, til Berlingske Tidende.

Skulle selv betale for sengen
De fleste af beboerne på Tokantens afsnit Persillevej 2A er fra 40 år og opefter, har ikke noget verbalt sprog, og har en intelligens som små børn. Kun ca. halvdelen af de otte beboere har en værge eller en pårørende, der kan træffe beslutninger for dem. Derfor har pædagogerne haft adgang til hævekort for beboerne, hvilket ifølge Christina Petersen har ført til en uheldig sammenblandingen af beboernes og institutionens økonomi.

"Ifølge lovgivningen er kommunen forpligtet til at betale for hjælpemidlerne. Men det har jeg i alle årene diskuteret med forstanderen om. Hun har sagt, at når det var et personligt hjælpemiddel - f.eks. sådan et sejl, man bliver løftet op i - så skulle beboerne selv betale. Det skulle de bare, sagde Hannen (Jesen, forstander, red.). Det havde bostedet jo ikke midler til. Pludselig skulle loftlift op eller en specialseng, og det har vi jo ikke penge til, sagde hun. Så er det mere rimeligt, at de betaler af deres egne penge for hjælpemidlerne, som kaldte personlige," fortæller Christian Petersen.

Forstander Hanne Jensen har ikke reageret på Berlingske Tidendes henvendelser de seneste dage, og har derfor ikke kommenteret anklagerne om økonomisk misbrug.

[email protected]

Kilde: