Lønstigning for offentligt ansatte større end for private

Slettet Bruger,

30/08/2007

Det er ikke korrekt, at offentligt ansatte halter bagefter deres private kolleger hvad angår lønstigninger. Det viser nye tal, som Danske Bank har beregnet for dagbladet Børsen ud fra Danmarks Statistiks databaser. Tværtimod er lønnen for statslige og kommunalt ansatte vokset med henholdsvis 31,3 og 30,7 pct. siden 2000, hvorimod de privatansattes løn kun er vokset med 28,3 pct. i den samme periode.

"Det er svært at se, at der generelt skulle være grupper inden for det offentlige, som skulle være sakket bagud i perioden siden 2000. Vi skal jo huske på, at lønvæksten også i den private sektor har været meget afdæmpet. Det er som om, alle har glemt det. Det er mærkeligt, at diskussionen i den offentlige sektor dukker op efter en årrække med historisk lav lønvækst i den private sektor," siger Steen Bocian, chefanalytiker i Danske Bank.

Ørene i maskinen
Finansminister Thor Pedersen (V) har de seneste dage haft ørene i maskinen, efter at han hævdede, at der ikke var noget lønefterslæb i det offentlige. Det førte til beskyldninger om vildledning fra de offentligt ansattes fagforening, FOA, der påpegede, at finansministeren benyttede sig af tal fra 1997 og 1998, som Danmarks Statistik har erkendt er forkerte.

"Vi ved, at når man korrigerer for fejlen, er kommuner og regioner stadig bagud med 1-2 pct., og det giver altså et lønefterslæb på 2,3 mia. kr.," siger FOA's formand, Dennis Kristensen.

[email protected]

Kilde: