LO til kamp mod frie fagforeninger

LO forbereder sig på en konflikt med 800 virksomheder over hele landet

Slettet Bruger,

24/02/2008

LO forbereder sig på en konflikt med 800 virksomheder over hele landet. På fredag vil LO-formand Harald Børsting bede LO's hovedbestyrelse om mandat til at kunne iværksætte en konflikt mod Kristelig Arbejdsgiverforening, der i givet fald vil berøre omkring 800 virksomheder, skriver Politiken.

Konflikten vil gå hårdt ud over bilister, da tankstationer ikke vil kunne få leveret benzin. Også afhentning af landbrugsvirksomheders afgrøder og reparation af virksomheders maskiner vil blive påvirket.

LO har de seneste ti år mistet over 200.000 medlemmer, mens medlemstallet i eksempelvis Kristelig Fagforening i samme periode er fordoblet til cirka 102.000 medlemmer. Men nu skal den frie fagforening få LO's magt at mærke, når LO's 1,3 mio. medlemmer via sympatikonflikter skal nægte at udføre arbejde for de cirka 800 virksomheder, der er medlem af Kristelig Arbejdsgiverforening.

Arbejdsretten
Det røde fagforbund begrunder konflikten med en verserende sag i Arbejdsretten, hvor LO har anklaget tre frisørkæder for ulovligt at ville forbyde ni ansatte at møde på arbejde, fordi de ni er medlem af LO.

"Vi vil ikke acceptere, at Kristelig Arbejdsgiverforening skærer branche efter branche ud af den danske model ved at presse vores medlemmer ud af fagforeningen for derefter at lockoute de resterende og slippe ud af overenskomsten," siger LO-formand Harald Børsting til Politiken.

I kamp mod mastodont
Hos Kristelig Arbejdsgiverforening er direktør Karsten Høgild "chokeret" over at høre, at LO forbereder sig på konflikt mod samtlige deres medlemsvirksomheder.

"Det er jo en katastrofe, at de overhovedet kan tænke sådan. Vi kan slet ikke stå imod sådan en mastodont, så der går ikke lang tid, før vi er færdige. Men hvis vi lægger os ned nu, så har vi tabt 100 års kamp. Det vil vi ikke," siger han til Politiken og sætter derfor sin lid til, at politikerne "meget hurtigt" griber ind.

[email protected]

Kilde: