Konservative: Muslimsk annonce er trussel

En annonce, som en muslimsk organisation i går indrykkede i flere danske aviser, vækker vrede hos de Konservative

Slettet Bruger,

26/03/2008

En annonce, som en muslimsk organisation i går indrykkede i flere danske aviser, vækker vrede hos de Konservative. Annoncen fortæller, at det danske samfund kan undgå handlinger, som svækker samfundets sikkerhed, i særdelshed drab og ildspåsættelser, med en formel afstandtagen til genoptrykningen af Muhammed-tegningerne.

"Vi er overbeviste om, at en afstandtagen vil kunne medvirke til at forhindre yderligere gentagelser af sådanne ulykkelige tiltag," kan man læse i annoncen.

Og det er en slet skjult trussel, siger de Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, ifølge konservative.dk.

"Organisationen forsøger her at true de danske myndigheder til at lægge afstand til Muhammed-tegningerne for dermed at forhindre flere 'ulykkelige tiltag'. Det er simpelthen mafialignende tilstande, som ingen dansk myndighed må bøje sig for," siger Henriette Kjær og fortsætter:

"Tværtimod er det nødvendigt igen og igen at demonstrere, at ytringsfriheden i Danmark ikke kan gradbøjes. For hvad bliver det næste? At en anden organisation truer sig til at vi fjerner ligestillingen mellem kønnene? At en tredje organisation truer sig til, at vi begrænser forsamlingsfriheden. Og at en fjerde organisation truer Danmark til at stække demokratiet? Svaret på den type trusler må være, at vi aldrig lader os kyse."

Henriette Kjær hæfter sig desuden ved, at "Det Globale Program til at gøre Barmhjertighedens Profet kendt", som har indrykket annoncen, tilsyneladende kan garantere, at der ikke sker flere "ulykkelige tiltag".

"Det er et åbent spørgsmål, hvordan en organisation kan udstikke den slags garantier, hvis ikke den samtidig tager et medansvar for effektueringen af de 'ulykkelige tiltag', der allerede er sket," siger hun.

Men det har Henriette Kjær helt misforstået, siger den danske imam Abdul Wahid Pedersen, der selv har hjulpet den muslimske organisation med at indrykke annoncerne.

"Det er fuldstændig horribelt at opfatte annoncen på den måde. Det er jo bare folk, der udtrykker deres bekymring. Hele annonceteksten og den måde, den henvender sig på, skal ses som en håndsrækning til at prøve at komme videre. Og dér er der jo ikke noget galt i at udtrykke, at man savner noget," påpeger Abdul Wahid Pedersen ifølge Ritzaus Bureau.

Han hævder, at baggrunden for annoncen er forretningsfolks bekymring for forholdet mellem Danmark og den muslimske verden.

"Folkene bag annoncen har været her i Danmark på forretningsbesøg og som gæster hos for eksempel Dansk Industri, og de er bekymret over, at forholdet mellem Danmark og den arabiske verden er så belastet, som det er i dag. Derfor sender de nu et signal om, at vi gerne vil række hånden ud og se fremad," siger Abdul Wahid Pedersen.

[email protected]

Kilde: