Konservative angriber Gitte Seeberg

Slettet Bruger,

24/05/2007

Af Ole Birk Olesen

Gitte Seeberg, en af de tre frontfigurer i Ny Alliance, er i dag blevet anmeldt til Datatilsynet. Påstanden er, at hun har misbrugt personfølsomme oplysninger, som hun har fået i hænde i sin tid som konservativ politiker. Anmeldelsen kommer fra en tidligere konservativ partifælle, og den bakkes op af de Konservatives generalsekretær, Morten Bangsgaard.

Baggrunden for anmeldelsen er, at Gitte Seeberg i går udsendte en pressemeddelelse til hele sin gamle modtagerkreds af primært konservative partimedlemmer. Og det er grundlag nok for en anmeldelse til Datatilsynet, mener Claus Christiansen, folketingskandidat i de Konservatives Sundbyvester-kreds i København.

"Når Gitte forlader Det Konservative Folkeparti, må hun anstændigvis også give slip på kontakten til det konservative bagland. Konservative tillidsfolk og medlemmer har krav på, at personfølsomme oplysninger om deres politiske tilhørsforhold ikke misbruges. Derfor må Datatilsynet på banen," siger Claus Christiansen.

Generalsekretær forstår godt anmeldelse
Han bakkes op i anmeldelsen af de Konservatives generalsekretær, Morten Bangsgaard.

"Hvis man ikke har været inde og tilmelde sig hendes nyhedsbrev, så kan jeg godt forstå, at nogen folk reagerer på den måde. Claus har jo gerne villet læse hendes nyhedsbrev, mens hun endnu var med hos os, men det er så anderledes nu," siger Morten Bangsgaard til 180Grader.dk.

Generalsekretæren gætter på, at mellem 500 og 1.500 mennesker har modtaget Gitte Seebergs pressemeddelelse, men han understreger, at nogen af modtagerne kan have tilmeldt sig aktivt på Gitte Seebergs hjemmeside.

"Og dem må Gitte jo gøre med, hvad hun vil," siger Morten Bangsgaard.

Gitte Seebergs pressemeddelelse handlede i går om hendes modstand mod pelsning af babysæler.

"Jeg har aldrig tilmeldt mig Gitte Seebergs email-database og kunne heller ikke finde på det, efter hun har forladt os. For mig er det mangel på politisk dømmekraft, at jeg skal modtage en spam-mail om hendes ... Ja, man kan vel godt sige 'Brigitte Bardot - look alike' kampagne," siger Claus Christiansen.

Ny Alliance: "En beklagelig fejl"
Hos Ny Alliance beklager pressekoordinator Ingrid Reumert, at Claus Christiansen er blevet generet.

"Det er en beklagelig fejl. Vores liste har indeholdt nogen emailadresser, som ikke skulle have været der, men det har vi rettet nu. De adresser er nu slettet fra listen," siger hun.

Ingrid Reumert vil ikke forholde sig til, om der er grundlag for en sag hos Datatilsynet:

"Vi har ikke hørt noget derfra endnu. Vi må se på det, hvis det kommer."

Redigeret 24/05/07 klokken 15:22

Kilde: