V og K: Nej til tørklædeforbud

Slettet Bruger,

17/05/2007

Hvis Dansk Folkeparti vil gøre det ulovligt at bære tørklæder i folkeskolen, bliver det uden de regeringspartiernes støtte.

"Vi vil risikere, at pigerne bliver trukket ud af skolerne og sat over i privatskole, hvor vejen er banet for, at de kan udvikle sig i en forkert retning. Selvfølgelig skal vi i Danmark stå fast på vores værdier og kæmpe mod diskrimination af kvinder, men vi må ikke gøre det ved at søge konfrontationer. Og vi må heller ikke indskrænke vores egen frihed ved at diktere en stram tøjpolitik," siger de Konservatives politiske ordfører, Pia Christmas-Møller til avisen.dk.

Hun får opbakning fra den konservative integrationsordfører, Henriette Kjær.

"Vi mener, at man selv skal bestemme, hvilket tøj man har på. Og det må være op til den enkelte virksomhed og institution at lave en påklædningspolitik," siger hun.

Hun tvivler på, at Pia Kjærsgaard får meget held med sit foretagende.

"Hun har jo været inde på det før, og der er jo flere meningsmålinger, der viser, at folk bliver provokeret af tørklæder. Men vi er bestemt ikke enige i, at det skal forbydes, og tror heller ikke, det er noget, hun kommer igennem med," siger Henriette Kjær.

Også Venstre er afvisende.

"Det vil blive en glidebane, hvis man begyndte at lovgive på dette område. Så er vi ved at komme for langt ud," siger Venstres integrationsordfører, Irene Simonsen, til Avisen.dk.

Kilde: