Kommunerne kræver flere penge

Slettet Bruger,

24/05/2007

Kommunernes Landsforening (KL) lægger pres på regeringen for at få flere penge på næste års budget.

"Med alle de krav, regeringen har til øget velfærd, og det øgede pres, der generelt er på kommunernes økonomi, skal der flere penge på bordet. Ellers må vi spare på de store områder, det vil sige på de ældre og på børnene," siger formanden for KL, Erik Fabrin, til Politiken.

I alt lyder kravet på 2,2 milliarder kroner, som blandt andet skal gå til at dække det underskud på 600 millioner, som kommunerne har fra 2006, og som skal betales tilbage. Kommunerne vil også have flere penge til ældre og til genoptræning af syge.

Lektor i nationaløkonomi på Københavns Universitet og tidligere økonomisk vismand, Jørgen Birk Mortensen, mener, at tallene fra KL er sat vel højt.

"De er et udtryk for, at man nu går ind i seriøse forhandlinger og derfor vil presse regeringen, så meget de kan," siger han.

KL's formand Erik Fabrin er slet ikke enig. Han mener, at tallet er et udtryk for højere krav til kommunerne fra regeringen, blandt andet med pasningsgarantien.

"Den har betydet, at efterspørgslen på børnepasning er steget eksplosivt, selv om antallet af børn i den samme periode er faldet," siger han.

mkr

Kilde: