Kommuner truer skattestop

Slettet Bruger,

07/06/2007

"Pengene fosser ud af statskassen."

Det var tilbage i 80erne, at statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde de berømte ord - dengang som politisk ordfører. I dag er det ikke statens kasse, de fosser ud af, men derimod kommunernes, og derfor vil hver tredje kommune nu hæve skatten, lyder det fra formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrik.

"Op mod 35 kommuner er så trængte, at de har behov for at sætte skatten op, og her er skattestoppet et tyngende åg, som vi skal have fundet en løsning på. Kommunerne kan ikke løse det alene, og vi går ikke hjem uden en aftale, hvor der er skabt tilstrækkelig rummelighed for disse kommuner. Vi vil ikke risikere at blive mødt med sanktioner, hvis kommunerne under ét ikke kan holde skatten i ro," siger formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V), til Jyllands-Posten i dag.

Ifølge regeringens eget skattestop kan en skat kun hæves, hvis den sænkes tilsvarende et andet sted. Der er bare ingen af de andre kommune, der har lyst til at sænke skatten.

Det er billedet i dag, hvor regeringen og kommunerne går ind i den afsluttende fase af forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2008.

Borgmestrene må sige nej
Ifølge Jyllands-Posten er et af de løsningsforslag, der er i spil, en sænkning af den statslige bundskat. Den metode blev senest brugt i forbindelse med finansloven i 2005, hvor bundskatten blev sænket fra 5,5 til 5,48 procent for at imødekomme en stigning i de kommunale skatter på 150 mio. kr.

Men en gentagelse af den model er ikke en god idé ifølge den liberale tænketank CEPOS.

"Borgmestrene må sige nej, når borgerne efterspørger nye serviceydelser, for der er ingen grænse for efterspørgslen på gratis serviceydelser. Den model, der nu diskuteres, fjerner ethvert incitament hos kommunerne til at holde igen," siger cheføkonom hos CEPOS, Mads Lundby Hansen til Jyllands-Posten.

Men det er ikke kommunernes skyld mener Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard (S).

"Fogh har selv skabt et et forventningspres ved at tale kvalitetsreform hele tiden, så må regeringen vise betalingsvilje," siger hun.

Opdateret 08:47

bach

Kilde: