Kommunale skattestigninger kan æde lettelser

Slettet Bruger,

19/09/2007

Over halvdelen af landets kommuner vil sætte skatten op til næste år. Og i flere af kommunerne stiger skatten så meget, at borgerne samlet set kommer til at få et skattesmæk, trods regeringens skattelettelser. Det skriver Børsen i dag. Avisen har sat Danske Bank til at beregne konsekvenserne for borgerne i udvalgte kommuner, beregninger der blandt andet viser, at en indbygger på Fanø med en indkomst på 500.000 i 2008 skal betale over 6.000 kroner mere i skat. Også borgere i byer som Helsingør, Rødovre og Sønderborg vil skulle betale mere i ekstra kommunal skat end de tjener på skattelettelserne.

"Det er rigtigt, at hvis man bor i en kommune, der sætter skatten markant op, så vil en del af borgerne opleve en samlet skattestigning næste, selv om regeringen samtidig letter skatten," siger formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V).

Finansminister Thor Pedersen kalder beregninger for "vås". Regeringens skattelettelse kommer under alle omstændigheder, lokale stigninger må folk drøfte med sin egen kommune.

"Den kommunale skattestigning ville være kommet alligevel, så retorikken er forkert. Regeringen skal ikke blande sig i det kommunale selvstyre, hvor nogle kommuner vælger at have en højere skat. Vi har lavet en økonomisk rammeaftale med kommunerne, der betyder, at de samlet set ikke behøver at hæve skatterne," siger Thor Pedersen.

Holdningen deles dog ude i kommunerne. Aftalen mellem KL og regering giver plads til 750 mio. kr. i skattestigninger, men kommunerne har varslet stigninger på 1,9 mia. kr. Og selv om finansministeren har at udtalt, at det får det konsekvenser, hvis ikke aftalen overholdes, hjælper det ikke borgerne i de særligt udgiftsforøgende kommuner.

Overskridelsen vil nemlig formentlig blive modregnet i kommunernes bloktilskud og betalt tilbage til borgerne i form af lavere bundskat. Denne lavere bundskat skal dog fordeles på alle danskere og giver kun hver enkelt borger få hundrede kroner.

[email protected]

Kilde: