Kommentatorer: Løkke er i alvorlig knibe efter taxafråds

Gårsdagens afsløring i 21 Søndag på DR1 af finansminister Lars Løkke Rasmussens taxaforbrug som amtsborgmester kan meget vel være det sidste søm ti...

Slettet Bruger,

19/05/2008

Gårsdagens afsløring i 21 Søndag på DR1 af finansminister Lars Løkke Rasmussens taxaforbrug som amtsborgmester kan meget vel være det sidste søm til ligkisten for Løkkes statsministerambitioner. Det vurderer flere kommentatorer.

Lars Løkke Rasmussen kørte som amtsborgmester i taxa for 240.000 kroner, hvoraf udgiftsbilagene for de 148.000 kroner ikke er forsynet med nogen gyldig begrundelse for, at udgiften skulle dækkes af amtet.

"Ved den første sag, der kom frem om Lars Løkke var holdningen, at den overlever han. Ved næste afsløring om regninger, der skulle betales tilbage, blev det værre. Men med afsløringen om taxi-kørsel, er vandglasset fyldt op af et kæmpe skvulp," siger politisk kommentator og chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup til Nyhedsavisen: "Det er meget alvorlig. Skaden er sket. Også selvom der skulle dukke en god forklaring op fra ham."

Hans Engell, der er tidligere leder af de Konservative, men i dag fungerer som politisk kommentator, deler vurderingen. Han kalder Lars Løkke Rasmussens omgang med taxabonerne for "systematisk ikke-efterlevelse af reglerne".

"Sagen her kommer til at svække Løkke i en lang periode," siger Engell til DR og fortsætter: "Nu er der en ny sten, der bliver vendt i en sag, som han selv har forsøgt at lukke. Og så kommer der disse mange regninger oveni, hvor Lars Løkke har brugt statsamtet som en kassekredit til at køre taxa, som det passer ham."

Også den liberale kommentator og blogger Jarl Cordua er pessimist på Løkkes vegne.

"Jeg var meget skeptisk, før jeg så udsendelsen. Det lignede endnu en af de smålige sager, som nogle medier har rejst, hvorefter resten går i selvsving. Men jeg må bøje mig for kendsgerningerne. Man kommer næppe tættere på en skandale. Lars Løkke er personligt skandaliseret i en grad, så det lige nu er svært at forestille sig, at han som Venstres statsministerkandidat kan vinde det næste valg," skriver Jarl Cordua på sin blog, jarlcordua.dk.

Flere eksperter i forvaltning slår overfor for 21 Søndag fast, at Lars Løkke Rasmussens praksis med at køre taxa på amtets regning uden at angive, hvilket amtsligt formål kørslen har haft, er ulovlig. Og at de 148.000 kroner derfor må tilbagebetales af finansministeren.

"Hvis han ikke kan dokumentere, at det er lovlige formål, så skal pengene betales tilbage," siger f.eks. lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing.

[email protected]

Kilde: