Klimafarcen

Af Steen Leth JeppesenEt gennemgående tema i den offentlige debat - når denne ikke lige har kredset om Løkkes bilag, Bendtsens jagtture, burkaforbu...

Slettet Bruger,

22. oktober 2009

Af Steen Leth Jeppesen

Et gennemgående tema i den offentlige debat - når denne ikke lige har kredset om Løkkes bilag, Bendtsens jagtture, burkaforbud, jægersoldatbogens skæbne eller tilsvarende tungtvejende emner - er "klimasagen", og hvad dertil hører. Ikke mindst den kendsgerning, at et stort internationalt klimamøde skal afholdes i København til december, har skruet op for adrenalinen. For nu skal verden reddes, Danmark er i førertrøjen og bør gå foran, vi er på landkortet - ligesom ved det olympiske møde i september - hedder det. Måske lidt selvovervurderende?

Men sagen er jo da vigtig. Det drejer sig som nævnt om at redde verden, undgå en katastrofe osv. Formanden for regeringens Klimakommission anfører således, at 97,1 pct. af amerikanske forskere fra relevante fagområder på et spørgsmål har svaret, at de mener, at menneskelig aktivitet udgør en væsentlig påvirkning af klimaet og dermed en væsentlig samfundsmæssig trussel. Nu er spørgsmålet imidlertid stillet til over 10.000 forskere fra anførte fagområder. De fleste har ikke svaret, så det er svært at se, hvordan man kan regne ud, at 97,1 af fagfolk mener sådan og sådan. Dertil kommer, at en sandhedsværdi af den art ikke med rimelighed kan afgøres ved afstemninger. I betragtning af vor ringe viden om klimafaktorerne, af den historiske klimaudvikling samt af den måde, FN's klimapanel virker på, forekommer den hele påstand utroværdig.

Den har imidlertid fanget det politiske sind: At en skadelig klimaforandring er i gang, at den skyldes CO2-udslip som følge af menneskelig aktivitet, og at udviklingen kan og bør standses. Selveste statsministeren har således slået fast, at han ønsker en bindende aftale, som sikrer, at den globale opvarmning ikke overstiger to graders celsius. Det er også noget, G-20-landene har besluttet. En ordentlig mundfuld. Måske kan man erindre om Brorsons ord fra 1734: "Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde!". Men nu kan de altså bestemme temperaturen. Latterligt, også selv om kirkeklokker vil ringe 350 gange!

Eksempelvis den britiske premierminister fastslår, at kun ved en klimaaftale kan verden undgå en katastrofe. Han står som bekendt efter alt at dømme selv over for en snarlig politisk og personlig katastrofe, så hvorfor ikke tale om noget andet? At premierministeren desuden mener, at en klimaaftale skal ledsages af en årlig tilskudspulje til de fattigste lande på næsten 500 milliarder kroner vil sikkert vække tilfredshed i mange korruptionshærgede udviklingslande. Måske er det ministerens panik før lukketid? I øvrigt vil udviklingslandene have endnu mere!

I det hele taget er politikernes omfavnelse af klima-CO2-problematikken interessant. Efter Sovjets undergang og socialismens miskreditering har folk på venstrefløjen savnet et overordnet profilprojekt. Det har de nu fået, og de kan igen planlægge omfattende indgreb i folks liv og adfærd, arbejde for en ny "mennesketype" osv. De borgerlige levebrødspolitikere har indset, at der her er tale om et stærkt disciplineringsprojekt, der kan legitimere de skatter og afgifter, de selv burde bekæmpe, og at det i det hele taget giver politikerklassen arbejdsopgaver. Tankevækkende.

Medierne har stort set opgivet den kritiske distance. De elektroniske medier er gennemgående mikrofonholdere for politikere og såkaldt grønne organisationer, som aner nye operationsmuligheder. Det er ren hjernevask, der finder sted, når man hver dag hører mange udtryk om den menneskeskabte temperaturstigning o. lign. som simple konstateringer. CO2-ideologien blomstrer.

Helt ude i hampen har Danmarks Radio f. eks. sendt en såkaldt livsstilsekspert til bl.a. Kenya, Nepal og Kina så hun kan se, hvor slemt det virker, når hun selv går i jacuzzi o. lign. hjemme i Danmark. Masser af CO2 udstødes for at flyve hende rundt omkring, men hjemme cykler hun og tager skam toget, når hun skal til Herning!

Det er ellers ikke, fordi dagbladene som helhed er meget bedre end de elektroniske medier, og de har stort set glemt den kritiske journalistik. At der faktisk ikke er sket nogen global temperaturstigning siden 1998 er naturligvis en ubekvem kendsgerning, som helst forties. En af Berlingske Tidendes klimajournalister skriver således, at man naturligvis ikke af den korte periode siden 1998 kan drage slutninger om global opvarmning. Men august 2009 blev angiveligt meget varm, så aflysningen af den globale opvarmning er dermed aflyst, anfører han nærmest triumferende! Imidlertid kritiseres medierne af nævnte klimaformand, fordi avisen i debatten overhovedet nu og da giver forskere med afvigende synspunkter fra den kanoniserede holdning spalteplads (Politiken, den 7. september). Et yderst betænkeligt debatniveau.

En "slagskygge" hviler angiveligt over Danmark, fordi en afdelingschef i Klimaministeriet (sic) er væk. Den messianske amerikanske præsident kommer nok ikke til København, for han har været der (med ringe held) til det olympiske møde, og som fredsfyrste skal han til Oslo i december. Men måske kommer han alligevel; udviklingslandene forbereder en omfattende pengeafpresning. Bangladesh får allerede CO2-kompensation for topmødeudslippet med eller uden Obama. Det danske politi trækker store styrker fra det øvrige land for i ugevis at vogte topmødet mod "klimabøller", men det fører ikke til ringere beredskab ude i landet, forsikres det. Det mindst lige så farlige, men lovlige klimaindustrielle kompleks har længe forberedt sig på at modtage en øget strøm af tilskud osv.

Måske kommer der slet ikke noget ud af mødet. Måske gør der. Måske bliver mulige "resultater" aldrig ført ud i livet. Hvad er værst?

I hvert fald er klimafarcen en hån mod skatteyderne.

Steen Leth Jeppesen er cand. polit.