Af Christian Bjørnskov
Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus UniversitetEn lang række politikere, inklusive miljøminister Connie Hedegaard, har gennem flere år forsøgt at overbevise deres befolkninger om det rimelige i at reducere verdens CO2-udslip. Politikerne plæderer for, at det helst skal ske politisk koordineret gennem, for eksempel, en global CO2-skat eller direkte gennem forbud mod bestemte typer aktivitet. Hovedargumentet i den politiske debat om klimaet er, at der er 'naturvidenskabelig konsensus' om, at der har været kraftig global opvarmning i de senere årtier, og at den er menneskeskabt via vores udledning af drivhusgasser.
Hedegaard og de mange andre miljøinteresserede politikere støtter sig næsten udelukkende til FNs klimapanel, IPCC, som i foråret udsendte sin fjerde rapport siden 1990. I rapporten afviser IPCC al tvivl om opvarmning og anslår, at mere end 50 procent af opvarmningen siden midten af det tyvende århundrede er menneskeskabt. Panelet advarer også om, at temperaturen vil stige mellem én og seks grader i løbet af det næste århundrede, at havene vil stige op til en halv meter, og at der bliver flere hedebølger, tørker og tropiske cykloner. Helt særligt slår IPCC på tromme for, at organisationen repræsenterer hele den seriøse klimaforskning, og at der er fuld konsensus om problemerne, deres årsager og de fremtidige problemer. Flere af IPCCs ledere har derfor advaret om, at man må gøre noget drastisk nu og her, helt uanset at organisationens vedtægter fastslår, at den ikke må blande sig i politiske diskussioner eller policy-making. På denne vis har IPCC siden grundlæggelsen i 1988 ageret som en udpræget politisk spiller, der argumenterer for en ny og større rolle for FN.
Det er på denne baggrund, at Hedegaard og co. fastslår overfor offentligheden, at der er videnskabelig konsensus, og at vi derfor skal gøre noget nu og her - og at indsatsen i øvrigt skal styres fra politisk hold. Men man må spørge sig selv om, hvad politikere ved om status på naturvidenskabelige spørgsmål? I princippet kan de være informeret gennem deres rådgivere, men det kræver ikke blot, at de respektive politikere rent faktisk lytter til rådgiverne, men også at de har - og vælger - rådgivere med reel videnskabelig indsigt, og at disse rådgivere hverken er part i den pågældende videnskabelige diskussion eller har valgt side. Med andre ord kræver det næsten engleagtigt ærlige politikere og sjældent troværdige, upartiske politiske rådgivere. De rent logiske krav til, at man kan stole på politikerne i disse spørgsmål, er således næsten absurd usandsynlige i praksis. Den logiske konklusion er, at man næppe skal vende sig mod miljøpolitikere for at finde ud af, om - og i hvilket omfang - der er videnskabelig konsensus om menneskeskabt, global opvarmning.
Først og fremmest burde politikerne stille spørgsmål ved IPCC selv efter de senere års massive kritik af organisationens arbejde og metoder. Man hævder for eksempel, at rapporterne gennemgår den fulde, videnskabelige kvalitetskontrol, det såkaldte 'peer review', og fremhæver ikke blot de 2.500 reviewers, der bruges, men hævder også jævnligt, at de 2.500 er enige i rapporternes konklusioner. Som kritikeren Stephen McIntyre, der selv har fungeret som reviewer for IPCC, siger, er problemet blot, at IPCC ikke følger kritikpunkter op. Den videnskabelige review-funktion, der normalt fungerer som en udvidet kvalitetskontrol, er dermed reduceret til samme funktion som demokratiske valg i Hviderusland: Resultatet er givet på forhånd, og reviewernes kritik og valg har ingen som helst indflydelse.
Organisationen bag de internationale klimarapporter har heller ikke ligefrem reageret proaktivt på udefrakommende kritik. Da den tidligere australske rigsstatistiker Ian Castles påpegede, at den økonomiske 'model', der skaber de emissionstal som naturvidenskaben derefter arbejder med for at finde frem til klimaeffekten, er behæftet med helt grundlæggende fejl, afvistes kritikken først blankt. Den økonomiske model som ligger til grund for analyserne, 'glemmer' for det første at tage højde for internationale prisforskelle, og de fremtidige vækstrater, den opererer med, er resultatet af politiske forhandlinger i stedet for videnskab. Hvis man skal tage modellen alvorligt, skal man således tro på, at lande som Sudan og Libyen om hundrede år er dobbelt så rige som USA! For det andet undervurderer IPCCs model, at vi udnytter vores ressourcer stadigt mere effektivt, jo rigere vi bliver, og dermed overvurderer den det fremtidige behov for energi. Disse og mange andre kritikpunkter har været kendt i adskillige år, uden at organisationen har gjort andet end at lufte stadigt mere kreative bortforklaringer på problemerne. Det samme gælder de famøse klimadata, der viser markant opvarmning siden cirka 1960 - metoden, IPCCs forskere bruger til at generere dataene, anvendes ganske enkelt forkert - og de åbenlyse anomalier i klimamodellerne, der blandt andet forudsiger markant opvarmning ved polerne og i den øvre atmosfære, hvor der slet ingen opvarmning sker.
På trods af disse alvorlige problemer, kunne der naturligvis stadig være konsensus om den globale opvarmning blandt klimaforskere, ikke mindst fordi mange af indvendingerne kommer fra nationaløkonomer og statistikere. I stedet er det mest logiske derfor at spørge de mange involverede videnskabsmænd. Det er netop hvad to tyske klimaforskere gjorde i 2003. Svarene fra de fra mere end 530 internationalt anerkendte klimaforskere er netop blevet analyseret i en ny rapport fra the Heartland Institute i Chicago, og rapporten når til en noget anden konklusion end miljøpolitikerne. Resultaterne af denne undersøgelse er heller ikke helt i politikernes ånd.
Adspurgt om der er global opvarmning, svarer godt 80 procent af naturvidenskaben ja, mens et fåtal direkte siger nej. Men hvis man spørger om den globale opvarmning er menneskeskabt, er svaret nej fra cirka en tredjedel af de adspurgte. Når en så stor gruppe af den internationale klimaforskningselite ikke mener, at de globale klimaændringer skyldes menneskelig aktivitet, kan man næppe tale om en videnskabelig konsensus! Og billedet er endnu mere mangelfuldt, når der spørges, om videnskaben kan forudse fremtidens klima. På dette spørgsmål svarer kun en tredjedel ja, mens en større andel erklærer, at computermodeller af verdens klima fungerer dårligt eller meget dårligt. Med andre ord mener halvdelen af toppen indenfor klimaforskning, at det er helt usandsynligt, at vi kan forudsige klimaet. I en politisk sammenhæng er dette det mest interessante spørgsmål, da det er en helt central præmis for alle IPCCs rapporter - og dermed enhver politisk brug af dem - at fremskrivningerne af jordens klima overhovedet giver mening.
Den såkaldte konsensus om det globale klima og dets problemer findes dermed kun hos en gruppe politikere, der udelukkende har ører for IPCCs version af klimaet og det internationale forskningsmiljø på området. Det er derfor stærkt kritisabelt, når en tredjedel af forskningsmiljøet - og her medtager vi ikke engang de mange skeptikere blandt økonomer, der har peget klimarapporternes ømme samfundsvidenskabelige steder ud, men udelukkende den naturvidenskabelige del af forskningen - ikke blot bliver overhørt af de relevante politikere, men nærmest lægges for had af et FN-organ, der ifølge sine egne vedtægter ikke må blande sig i policy-making.
Hvordan en organisation, hvis chef, inderen Rajendra Pachauri, for få år siden sammenlignede Bjørn Lomborg med Hitler, efter at han havde kritiseret Kyoto-protokollen for at være ineffektiv, er blevet ophøjet af politikere og befolkning til det ypperste organ for sandheden er mig en stor gåde. Fakta er, at der er stor uenighed om klimaændringerne, og stigende bekymring for IPCCs forsøg på at monopolisere debatten - og bekymringen er begrundet.
De andre tilfælde i verdenshistorien - den katolske kirkes nej til Kopernikus og fordømmelse af Galileo eller Sovjetunionens forbud mod moderne arveforskning - har ikke just bragt verden videre. Det kommer Hedegaards og de andre politikeres blinde insisteren på klimaproblemer heller ikke til at gøre. Men de bliver tydeligvis populære på at insistere, og hvis det sker, har politikerne så ikke drevet det så vidt som deres ambitioner rækker?
