Af Ole Birk Olesen
Naser Khaders parti, Ny Alliance, går tilsyneladende meget målrettet efter den gruppe af borgerlige vælgere, som er skuffede over regeringens midterkurs.I et interview i TV-Avisen i går lovede Khader, at hans parti vil arbejde for at få skatten ned - vel at mærke uden at hæve boligskatterne, som hans gamle parti, Det Radikale Venstre, går ind for.
"I forhold til skat og skattestoppet erkender vi, at skattestoppet har været fint og fungeret, men nu er det på tide at komme videre. Vi vil gerne have en skattereform, vi vil gerne have skatten ned på arbejde, vi vil ikke røre ved ejendomsskatterne," sagde Naser Khader.
Udtalelsen er især rettet mod regeringspartiernes vælgere vurderer statsminister Anders Fogh Rasmussens tidligere spindoktor, Michael Kristiansen.
"Det er et budskab, som primært går til de Konservatives og Venstres vælgere. Der er jo masser af Venstre-folk som også gerne vil have skatten ned," siger statsminister Anders Fogh Rasmussens tidligere spindoktor, Michael Kristiansen, til 180Grader.dk.
Han mener, at et parti der gerne vil ramme bredt i befolkningen, bliver nødt til at love vælgerne, at det ikke vil beskatte boligen yderligere, fordi størstedelen af alle partiers vælgere bor i egen bolig.
"Boligen er i dag omdrejningspunktet for velstandsforøgelse for klart hovedparten af den danske befolkning. Og hvis du begynder at signalere, at det har du tænkt dig at pille ved, så er det at pille ved selve grundlaget for velstandsskabelsen ude i hjemmene," siger Michael Kristiansen.