Kanonvalg for offentligt ansatte

Slettet Bruger,

19/11/2007

Politikerne kommer stadig mere ud af trit med de vælgere, som de skal repræsentere. I det nyvalgte Folketing er tæt på halvdelen - 45 pct. - offentligt ansatte. Det er en stigning på fem procent siden det sidste Folketing og en klart større andel end i befolkningen som helhed. Det skriver Berlingske Tidende.

Mænd og folk med længere uddannelser er også overrepræsenterede på tinge. Det bekymrer dog ikke valgforsker ved Syddansk Universitet, Robert Klemmensen. Til gengæld spiller det en rolle, at så mange er afhængige af det offentliges penge.

"Det mener jeg faktisk betyder noget. En professor her på instituttet mener eksempelvis, at det er tæt på umuligt at føre klassisk borgerlig-liberal politik, når to tredjedele af befolkningen på én eller anden måde er afhængig af det offentlige," siger Robert Klemmensen til Berlingske Tidende.

Velfærdskoalition
Han mener, at skævheden skyldes, at man som privatansat har sværere ved at få fri til at deltage i det politiske arbejde, der går forud for at blive valgt. Og når først et flertal af vælgere og politikere er afhængige af de over skatterne indskrevne penge, opstår der den såkaldte "velfærdskoalition".

"Jeg er enig i, at den klassiske liberalisme langsomt vil forsvinde, og brutalt sagt er det jo historien om Venstre. Det er vel en af de analyser, som Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen har foretaget. De forsøger så at gøre noget ved det på forskellige måder, bl.a. holder de boligskatten nede så længe, at befolkningen ikke har råd til at stemme på partier, som vil hæve den," siger Robert Klemmensen til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: