Af Katrine Basbøll
I år 2007 nedsattes et udvalg af vise mennesker i Danmark. De skulle skabe en demokratikanon - til at skyde demokratigråspurve med, måske. Årsagen hertil var, at regeringen ønskede "at styrke kendskabet til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på".Efter den overvældende folkelige succes Kulturkanonen virkede det indlysende, at Demokratikanonen måtte være måden at gøre alle borgere i Danmark optagede af at diskutere, hvad demokratiet er og bør være, fremfor at det blev en lidt højpandet diskussion på debatsiderne i Politiken og Weekendavisen, hvor i forvejen garvede samfundsdebattører krydsede klinger i forsøget på at overbevise hinanden. Netop for at undgå diskussioner om hvorvidt Hørup og Brandes var ligeså vigtige som Grundtvig, eller om Edmund Burke ville have været mere relevant at have med end Alexis de Tocqueville, valgte regeringen at nedsætte et udvalg bestående af en bred kreds af eksperter med vidt forskellige syn på det danske demokrati og dets grundlag.
Udvalgets medlemmer nåede at blive stærkt uenige undervejs i processen - et enkelt medlem udtrådte af udvalget, da han frygtede, at Muhammed-tegningerne ville komme med. Det kom de dog aldrig, da udvalget endte med at begrænse sig til perioden fra år 500 til år 2000. Var de gået videre havde måske også skulle overveje, hvorvidt urolighederne om Ungdomshuset skulle med som eksempel på, hvordan man uden større problemer kan se bort fra demokratiet og få sin vilje tvunget igennem, hvis man er lidt ferm med en brosten.
Resultatet er en let læst pamflet på små 100 sider, hvor man hurtigt kan tilegne sig viden nok om de udvalgte emner til at kunne klare sig igennem et middagsselskab med mere end én gymnasielærer blandt gæsterne. Den er faktisk ganske udmærket som appetitvækker for nogle af de større værker, begivenheder og strømninger, der præsenteres i kanonen. Den vil være udmærket som grundlag for et undervisningsforløb i gymnasiet, på en højskole, i en studiekreds eller på et aftenkursus. Ligesom "De europæiske ideers historie", "Sofies Verden" eller "Den politiske brødrister" kunne være.
Måske den kan blive fast inventar på gavebordene til konfirmationer og runde fødselsdage ligesom de populære samtalebøger har været det i de senere år. Men det kan være svært at se behovet for, at Undervisningsministeriet nedsætter et udvalg for at lave en lille antologi som et hvilket som helst privat forlag ligeså godt kunne lave.
Formanden for udvalget Knud J.V. Jespersen skriver i sit forord til Demokratikanonen: "Kanonlisten skal hverken opfattes som et pensum eller som anvisning på, hvordan man uddanner sig til en god demokrat. Den er først og fremmest tænkt som inspiration for de forhåbentlig mange, der ønsker at sætte sig ind i forudsætningerne for vort moderne demokrati på et kvalificeret grundlag. Til eftertanke, til debat, til modsigelse - og ikke mindst til berigelse."
Foreløbig har den tjent som grundlag for en debat om demokrati og demokratikanon mellem Bertel Haarder og Tøger Seidenfaden i Deadline ... Gad vide om en lignende debat om lignende emner med lignende deltagere i samme program kunne have fundet sted uden Demokratikanonen?
Det er naturligvis et sundhedstegn for et demokrati, at alle er fri til at fare i flint, gå i selvsving eller ekstase over, hvad et af regeringen nedsat udvalg når frem til er vigtigst for det danske demokrati, eller hvad der definerer dansk kultur. Men et endnu bedre tegn er måske, at størstedelen af befolkningen benytter sig af deres demokratiske ret til at være bedøvende ligeglade.
Katrine Basbøll studerer erhvervsjura på Syddansk Universitet
