Kamal Qureshi stjal eksamensopgave

Kamal Qureshi har ikke blot sat en andens navn på sine egne emails, SF-politikeren har også sat sit eget navn på andres eksamensopgave

Slettet Bruger,

13/02/2008

Kamal Qureshi har ikke blot sat en andens navn på sine egne emails, SF-politikeren har også sat sit eget navn på andres eksamensopgave. Under sit lægestudie måtte Qureshi gå et semester om, efter han stjal en opgave fra sine medstuderende. Det skriver Ekstra Bladet, der har talt med flere kilder tæt på forløbet, der uafhængigt af hinanden bekræfter forløbet.

Snyderiet fandt sted ved 3. semesters afslutning i 1990, hvor de lægestuderende skulle aflevere en række gruppeopgaver. En af kilderne beretter:

"Vi var en gruppe på fire, som havde afleveret vores fysikopgave. Men vi fik overraskende den melding, at man ikke havde modtaget vores opgave. Det kunne vi ikke forstå. Vi stod i en meget dum situation, hvor vi risikerede ikke at blive indstillet til eksamen," fortæller en kilde, der i dag er læge på et storkøbenhavnsk hospital, til Ekstra Bladet.

Huggede opgaven
"Ved et rent tilfælde ser vi i et dueslag, hvor vi skulle aflevere opgaverne, at der lå en opgave, der ord til anden var vores opgave. Men den var forsynet med to andre navne end vores. Det ene navn var Kamal. Vi bad om en forklaring. Han tilstod, at han havde hugget vores opgave og forsynet den med sit eget navn. Vi pressede ham til at tilstå over for dekanen på sundhedsfagligt fakultet. På den måde blev vi renset og alligevel indstillet til eksamen," fortæller kilden.

Historien bekræftes af en anden kilde tæt på forløbet.

"Affæren viste os, at Kamal har en personlig brist. Han har svært ved at skelne mellem rigtigt og forkert. Det viser den aktuelle sag om hans navne-falskneri jo også tydeligt. Desværre, siger kilden," der også er uddannet læge.

Kamal Qureshis eneste svar på historien er en mail til Ekstra Bladet, hvor han fortæller, at han "holder vinterferie med børnene."

[email protected]

Kilde: