KU angriber VU-formand for stofmisbrug

Slettet Bruger,

13/08/2007

Kommentar fra Thomas Banke tilføjet klokken 16.17

Venstres Ungdom og i særdeleshed organisationens formand, Thomas Banke, angribes nu hårdt af Konservativ Ungdom. Baggrunden er udtalelser fra Banke i Ekstra Bladet i dag om hans fortid som bruger af diverse narkotiske stoffer - kokain, speed og hash.

Thomas Banke erklærer i Ekstra Bladet, at det er helt normalt for unge at bruge den slags, og det er især det, der er faldet KU for brystet.

"VUs formand, Thomas Banke, erklærer i dag, at han har eksperimenteret med stoffer. I samme forbindelse siger han, at unge mennesker i dag prøver stoffer, som de altid har gjort. Men fordi han har gjort det, betyder det jo ikke, at alle unge mennesker har sniffet coke i lange baner, poppet piller og fyret joints i stor stil. Det virker som et desperat forsøg på, at kaste et røgslør over en ungdom, der er ved at ødelægge en rigtig karrierepolitikers fremtid," skriver KU-næstformand Mikkel Wrang på forsiden af konservativungdom.dk.

Han beskylder samtidig hele VU for at promovere en tankeløs hedonisme til skade for ungdommen.

"VU-formandens eskapader ligger måske meget godt i tråd med VUs tidligere forsøg på, at fordærve den danske ungdom ved først for et par år siden at lokke unge gymnasieelever til med konkurrencer om vodka. For siden at dele cigaretter kvit og frit ud til ungdommen. Det er måske bare et tegn på VUs liberale dyder om frihed uden ansvar," fortsætter Mikkel Wrang.

Banke: KU burde researche lidt på det
Thomas Banke afviser, at han forsøger at kaste røgslår over sine egne gerninger ved at inddrage hele den danske ungdom.

"Det er slet ikke det, jeg gør, og jeg vil bede Mikkel Wrang om at researche lidt på virkeligheden. Det er jo politiet og statistikkerne, der siger, at stofmisbrug er et kæmpe problem, som desværre ikke er på tilbagetog. Jeg ville ønske, at han havde ret i, at ikke mange unge tager stoffer, men det har han ikke. Og man kan så gøre to ting: Enten kan man bruge den kinesiske metode, hvor man forsøger at lovgive sig ud af det via staten, eller man kan prøve den liberale måde, som indebærer, at emnet skal aftabuiseres, så forældrene kan tale med deres børn om det, og det har jeg været ude at sige," siger Thomas Banke til 180Grader.dk.

[email protected]

Kilde: