Juste stopper som chefredaktør på Jyllands-Posten

Efter fem år som øverste chef for Morgenavisen Jyllands-Posten siger Carsten Juste nu farvel

Slettet Bruger,

28/04/2008

Efter fem år som øverste chef for Morgenavisen Jyllands-Posten siger Carsten Juste nu farvel. Han fastslår, at beslutningen er hans egen, og at han fortsat vil skrive til avisen, fortæller epn.dk.

"Jeg fyldte 60 år i fjor og begyndte da at overveje fremtiden. Jeg var jo klar over, at jeg ikke evigt kan fortsætte som chefredaktør. Derfor finder jeg, at tiden er inde til at stoppe," siger Carsten Juste mandag formiddag til epn.dk.

Han fortsætter:

"Det er mit eget ønske at gå af, og det er ganske udramatisk."

Chefredaktøren, som blev ansat på Morgenavisen Jyllands-Posten i 1982, har fortsat titel af ansvarhavende chefredaktør, indtil en afløser er udnævnt. Men han holder allerede fra nu sommerferie og vil da grundigt overveje fremtiden. Det ligger dog fast, at han efter planen bevarer tilknytningen til avisen som skrivende.

"Det bliver måske som lederskribent. Jyllands-Posten har brug for liberale holdninger på lederplan, og jeg vil gerne være professionel lederskribent," fortæller Carsten Juste til epn.dk.

Der er intet kommet frem om hans mulige afløser.

[email protected]

Kilde: