Den konstituerede direktør for TV2, Anders Kronbog, har valgt at suspendere Jens Rohde i resten af valgkampen. Det skriver tv2.dk. Rohde bekræftede i dagens Ekstra Bladet oplysninger om, at Henrik Sass Larsen fungerede som spion for Venstre i tiden op til folketingsvalget i 2005, og det giver ham altså nu et par dages fri til at tænke over tingene.
"Han har haft snuden for langt fremme. Det her er historie, hvor han skulle have sagt "ingen kommentar." Men han bekræfter en vigtig politisk historie midt i en valgkamp. Og vi kan ikke have, at der er tvivl om hans habilitet," siger Anders Kronborg om beslutningen.
Kronborg afviser foreløbig at fyre Rohde. Men viser det sig, at Rohde er hovedkilden til historien, så skal TV2 Radio have ny direktør, siger han. Anders Kronborg vil nu bruge de kommende dage til at vurdere hele sagen.