Intern momsstrid i regeringspartierne

Slettet Bruger,

15/07/2007

Danmark er det eneste land, der ikke har nedsat moms på fødevarer i en eller anden form men denne særstatus kan være på vej væk. I hvert fald erklærer den konservative leder, Bendt Bendtsen sig nu klar til at kigge nærmere på den differentierede moms, så momssatserne på frugt og grønt kommer ned.

"Jeg er åben over for, at vi får lavet en undersøgelse, så vi kan få en mere kvalificeret diskussion. Det er dybt bekymrende, at vi har børn på 12 år, der får diabetes og andre sygdomme på grund af fedme," siger Bendtsen til Politiken.

Meldingen begejstrer. Både hos de Konservatives egen sundhedsordfører, Helle Sjelle, og hos Venstre, hvor hele to sundhedsordførere, Jørgen Winther og Preben Rudiengaard, prøver at ændre partiets holdning.

"Det ville klæde os at få lavet en ordentlig undersøgelse i stedet for bare at ryste på hovedet og sige nej. Og en sådan undersøgelse bør også forsøge at medregne de sundhedsøkonomiske konsekvenser. Altå, hvad vi ville spare, hvis befolkningen blev sundere," mener Preben Rudiengaard.

Ministre har afvist

To af Rudiengaards partifæller, sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og skatteminister Kristian Jensen tilhører de, der hidtil har skudt forslaget ned. Ministre har blandt andet peget på, at det ville være for vanskeligt at få afgrænset frugt og grønt. Argumentet afvises dog af de Konservatives sundhedsordfører.

"Frisk frugt og grønt må være til at finde ud af. Det kan lade sig gøre i andre lande, hvorfor så ikke i Danmark," siger Helle Sjelle.

Til det synspunkt får hun opbakning fra De Samvirkende Købmand, der samtidig foreslår en tre-årig forsøgsperiode, hvor man fjerner momsen på frugt og grønt.

[email protected]

Kilde: