Ingen folkeafstemning om EU

Slettet Bruger,

21/06/2007

Den nye EU-traktat kan blive vedtaget hen over hovedet på danske vælgere. Venstre har tidligere meldt ud, at der ikke var nogen grund til at "ulejlige befolkningen med en folkeafstemning", og nu er alle de punkter der ville udløse en afstemning blevet fjernet. Det viser et fortroligt udkast til dagens EU-topmøde i Bruxelles, der blev lækket til pressen i går, skriver Jyllands-Posten.

Det drejer sig om ni punkter fra en tidligere kuldsejlet traktat, der indebærer at Danmark afgiver suverænitet, hvilket ifølge grundlovens paragraf 20 kræver en folkeafstemning.

"Vi har sagt til regeringen, at den skal arbejde for at få så meget som muligt af den gamle traktat igennem. Det omfatter også de ni punkter," siger Europaudvalgets formand, Elisabeth Arnold (R), til Jyllands-Posten.

SF: Vi skal holde hvad vi lover
"Regeringen har ikke fået mandat til at pille de ni punkter ud. Den bad ikke om det, og fik det heller ikke," siger SF's EU-ordfører, Anne Grete Holmsgaard, der fastholder at uanset indhold skal traktaten til folkeafstemning: "Når vi en gang har lovet det, så har vi et moralsk ansvar."

Også Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, står fast på, at "regeringen ikke skal forhandle for at undgå en folkeafstemning. Det væsentlige er, at vi får en effektiv traktat," siger hun.

"Intet fifleri"
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviser, at man har forsøgt at undgå en folkeafstemning.

"Den danske regering forhandler ikke ud fra et spørgsmål om folkeafstemning eller ej. Der er en eneste ting, som vi er optaget af: Det er at få forhandlet en god traktat på plads. Spørgsmålet om folkeafstemningen bliver der taget stilling til, når forhandlingerne er slut," sagde Anders Fogh Rasmussens i går.

Også udenrigsminister Per Stig Møller (K) afviser at Danmark "sidder og fifler i øjeblikket." Han bekræfter dog, at regeringens embedsmænd har gjort det tyske formandsskab opmærksom på, hvad det er for nogle punkter, der ville udløse en dansk folkeafstemning.

mkr

Kilde: