Af Bo Sandberg
Bo Sandberg er økonom og folketingskandidat for Socialdemokraterne i hovedstadenCepos er et sundt vitamintilskud til den danske politiske og økonomiske debat. Ofte er det Cepos, der tør hvor andre tier. Men det er naturligvis ikke ensbetydende med, at Cepos også har ret.
Cepos hævder konsekvent (fx i skikkelse af cheføkonom Mads Lundby Hansen i Børsen 18. oktober), at det er et kæmpe samfundsmæssigt problem, at overførselsindkomsten er så høj og langvarig, at det ikke kan betale sig at arbejde.
Samfundets største problem skulle angiveligt være, at mere end 100.000 danskere tjener mindre end 50 kr. om dagen ved at arbejde frem for at være på passiv forsørgelse.
Men hvis det virkelig var samfundets største problem, så ville vi sandelig være godt stillet. Ja så kunne Folketinget såmænd nærmest lukke og slukke.
I virkelighedens verden er der nemlig så meget mere indhold i en tilværelse på arbejdsmarkedet end udenfor. Om det er behovet for personlige udfordringer, socialt samvær med kolleger, eller om det simpelthen er den "Weberske" protestantiske arbejdsetik og moral, som vi er så gennemsyret af - det skal jeg lade være med at kloge mig på. Men realiteten er, at danskerne knokler på arbejdsmarkedet som aldrig før - og tilsyneladende gør det med glæde.
Når det er sagt, så er det indlysende, at vi hurtigst muligt har brug for en skattereform, der sænker skatten på arbejde og til gengæld fx kunne fjerne det formynderiske loft over, hvor meget kommunerne må opkræve i grundskyld.
Jeg synes også, man bør være fordomsfri overfor en debat om ændringer i dagpengereglerne. Men i en så stærk økonomi som den danske, kan jeg absolut ikke se noget formål med, at det skal være som en del af en selvpinerisk nedskæringsøvelse.
På det danske arbejdsmarked er der gode muligheder for hurtig afskedigelse. Det gør også at virksomhederne tør indlade sig på at ansætte flere folk. Til gengæld for den hermed beskrevne fleksibilitet, så har vi haft tradition for, at der så også er en høj erstatningsgrad, når man i korte eller længere perioder ryger udenfor arbejdsmarkedet igen.
Tidligere lå erstatningsgraden - curity-delen af flexicurity - for en almindelig LO-arbejder helt oppe omkring 80-90%. Men i de senere år har en snigende udvikling betydet, at dækningsgraden i forbindelse med afskedigelse for de fleste faggrupper nu snarere er nede på 50-60%. De vigtigste forklaringer på dette er de gode økonomiske konjunkturer og den massive vækst i arbejdsmarkedspensioner siden slutningen af 1980'erne.
Så hvis der skal pilles ved dagpengesatserne, burde det snarere være opad end nedad! Det ville styrke Cepos' seriøsitet, hvis de foreslog at afkorte dagpengeperioden - men så til gengæld ville hæve satserne, specielt i starten af ledighedsperioden.
Flex og Curity er to ligeværdige elementer af det danske arbejdsmarked. De hænger uløseligt sammen som de to klinger i en saks - eller som en højre og en venstre sko. De er hinandens forudsætninger.
I øvrigt kan man med søvngængeragtig sikkerhed forudsige, at hvis man pillede ved denne grundlæggende samfundsmekanisme, så ville der fra fagbevægelsens side øjeblikkeligt blive krævet en helt anderledes tryghed i ansættelsen, som det kendes fra Kontinentaleuropa - og ingen af delene er efter min mening særlig attraktivt.
Selvfølgelig skal man ikke frede alle del-elementer i den danske arbejdsmarkedsmodel. Flexicurity er ikke en sandhed på linie med Moses' stentavler. Fx er der nok at tage fat på i vores evne til at integrere indvandrere.
Og tænk hvis der var lige så meget opmærksomhed på at undgå nedslidning og sikre et ordentligt arbejdsmiljø, som der er på at hente billig ny arbejdskraft fra østlandene. Ofte illegalt på daglejerbasis til usle løn- og arbejdsforhold og med indkvartering i små kælderrum, der leder tankerne hen på et svundet århundrede.
Men ligesom på et fodboldhold så nytter det ikke noget at stirre sig blind på nyindkøb (medmindre man har en halvkriminel russisk oliemilliardær i ryggen). Man er også nødt til at have en ordentlig mandskabspleje og kunne motivere de spillere, der allerede er i truppen.
Konklusionen er, at det er godt med en fordomsfri debat om flexicurity, men at det ikke skal være en nedskæringsøvelse. Man plejer at komme længere med gulerod end med pisk.
