Imam varsler fatwa mod Jyllands-Posten

Slettet Bruger,

13/07/2007

Snart vil Mellemøsten måske igen blive mål for en delegation danske imamer, der er utilfredse med Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. I øjeblikket venter Islamisk Trossamfund på landsrettens dom i det civile søgsmål, som de har rejst mod den danske avis. Men hvis de ikke får medhold, vil en fatwa være forestående.

"Ingen er stillet til ansvar for forhånelsen af vores profet. Derfor har vi ikke andet valg end at bede om en fatwa," siger talsmand Kasem Ahmad til Jyllands-Posten.

Byretten har tidligere frifundet avisen, og Islamisk Trossamfund håber nu at landsretten vil omstøde denne afgørelse. Men hvis dette ikke lykkes, og hvis Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strabourg også afviser sagen, går turen til Mellemøsten, forudser trossamfundet.

Trumfkort
Forfatteren Salman Rushdie har siden 1989 haft en fatwa hængende over hovedet, der indebærer en trussel på livet. Men Kasem Ahmad understreger, at trossamfundet ikke vil forsøge at nedkalde en dødstrussel over Jyllands-Posten, ligesom en fatwa generelt ikke kan sidestilles med en trussel.

Fatwaer bruges ofte til at besvare principielle spørgsmål, eksempelvis om ægteskab, renter eller skilsmisse. En fatwa udstedes af en uddannet muslimsk skriftkyndig, der ofte bærer titel af mufti.

En fatwa mod Jyllands-Posten vil kun kunne fremkalde vrede i Mellemøsten under ekstraordinære omstændigheder, vurderer Jørgen Bæk Simonsen, professor på Carsten Niebuhr Afdelingen ved Københavns Universitet.

"Men en fatwa kan bruges som et trumfkort, når muslimer verden over eksempelvis diskuterer, om Vesten udøver overgreb på islam," siger han.

Evighedens lys
Jørgen Bæk Simonsen vurderer, at en fatwa kan bruges til at legimitere Islamisk Trossamfunds standpunkter over for dens muslimske menighed.

"Fatwaen er trossamfundets bevis for, at religiøse lærde deler dets standpunkter," siger han.

Carsten Juste, ansvarshavende redaktør for Jyllands-Posten, udtaler:

"Det overrasker mig ikke, at Kasem Ahmad igen anslår en aggressiv tone, da han tidligere har givet udtryk for, at Muhammed-sagen skal vurderes i evighedens lys."

[email protected]

Kilde: