Ideologisk stilstand frem til 2015

Slettet Bruger,

09/09/2007

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua er cand.polit. og freelanceskribent

Der er indført en ny "stunde null" i dansk politik. Med fremlæggelsen af VK-regeringens økonomiske fremskrivningsplaner frem mod 2015 er alt underordnet målet om at bruge det økonomiske råderum på sammenlagt 51 milliarder kr. alene på velfærdsforbedringer og investeringer i den offentlige sektor.

Det vil altså sige, at Venstres og de Konservatives kandidater godt kan glemme alt om at føre kampagne for lavere personskatter frem mod 2015 i næste folketingsvalg. Gør de det alligevel, er de enten fuld af løgn eller bringer sig i direkte kollisionskurs med regeringspartierne.

Knapt var finansloven fremlagt, før de Konservatives finansordfører, Christian Wedell-Neergaard, blev banket på plads af K-toppen, fordi han udtrykte sine forhåbninger om, at der en dag vil komme yderligere skattelettelser. "Utidig filosoferen," skræppede Pia Christmas-Møller, mens man anede de svirpende piskeslag over den stakkels godsejers ryg. Så er linjen ligesom lagt over for andre konservative politikere, der måtte finde på at tænke selv og højt og tillade sig at udbrede deres visioner for presse og godtfolk.

Skulle der sidde en enkelt folketingskandidat fra Venstre, som alligevel overvejer at gå til valg på at bryde med det Thor Pedersenske dictum, "råderummet bliver alene brugt på velfærd", så er de hermed advaret. De vil blive mødt af Claus Hjorts kølle. De tider, hvor borgerlige vælgere kunne spejde efter kandidater fra Venstre og de Konservative, der lovede dem maksimalt 50 procent i skat, må i sagens natur være ovre. I stedet skal borgerlige vælgere forholde sig til, hvor mange milliarder kr. af deres egne penge, som VK-politikerne har tænkt sig at bruge på velfærd de næste syv år.

De holdningsløse VK-politikere er også presset af en dagspresse, som på lederplads hyler op om regeringens overbudspolitik for så i avisreportager at støvsuge landet for ethvert tænkeligt "offer" for enhver minimal besparelse og ethvert krav om rationalisering og effektivitet. For tiden har der også udviklet sig en ny genre, hvor klummeskribenter og semikendisser fra TV betror læserne, at de skam også synes, at det er SÅ synd for denne og hin samfundsgruppe. Fredag i en klumme i Avisen 24timer slog eksempelvis Lars Barfoeds tidligere medierådgiver, Karen Thisted, således et slag for, at de offentligt ansatte fortjente mere i løn. Begrundelsen? Jo, hun havde fået sådan en god behandling af personalet under et sygehusophold, og Thisted mente i øvrigt, at de fik for lidt i løn, og derfor burde Thor Pedersen da også indse, at det var værd at give alle disse mennesker nogle lønforhøjelser! Hvorfor skal samfundet hoste op med endnu flere penge til en enkelt gruppe offentligt ansatte, fordi Karen Thisted synes, at de får for lidt i løn? Hvad forhindrer egentligt, at Thisted selv tager et ansvar og sender dem en check eller en anden opmuntring?

Der er skabt den konsensus blandt Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, de 800.000 offentligt ansatte og velbetalte mediefolk på diverse redaktioner i Københavnsområdet, at de offentligt ansatte får for alt lidt i løn. Kigger man på statistikkerne, så savner synspunktet hold i virkeligheden, og Danske Banks tal forleden viste faktisk, at de offentligt ansattes lønstigning i de seneste år har været større end de privatansattes.

Når man nu ved, at Anders Fogh regner med at de offentligt ansatte ved næste folketingsvalg skal være med til at sikre ham yderligere fire år i statsministerstolen, så er der altså ikke plads til, at en Thor Pedersen modsiger, hvad Karen Thisted, Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard m.v. nu er blevet enige om. Så det synspunkt, som Konservative og Venstres folketingskandidater - trods alt - og med nogen troværdighed har kunnet spille i mere end 25 år, at den offentlige sektors udgifter skal holdes i ro, og at der i øvrigt skal føres en ansvarlig økonomisk politik, ja det holder heller ikke mere.

Venstre og de Konservatives folketingskandidater må altså frem til 2015 afskrive alt ideologisk tankegods og fuldstændigt underlægge sig traditionel socialdemokratisk ideologi med højt skattetryk, høje marginalskatter, en konsekvent udbyggelse af velfærdsstaten samt produktion af flest mulige love og regler til regulering af borgernes hverdag. Man kan vel nu kun håbe på, at den borgerlige regerings politiske strategi lider et snarligt skibbrud, og at der en skønne dag sker en ny samling, der ideologisk kan genrejse de borgerligt-liberale kræfter i dette land.

Kilde: