Hyklerisk socialist klædt af på YouTube

Slettet Bruger,

16/12/2007

I Venezuela har en politiker opnået ufrivillig berømmelse, efter en journalist udstillede hans hykleri for åben skærm. Det beretter nyhedstjenesten Reuters.

På klippet, der kan ses på videoportalen YouTube, fortæller Venezuelas indenrigsminister Pedro Carreno om socialismens overlegenhed over kapitalismen. Han bliver dog afbrudt af en snarrådig journalist, der spørger, om det ikke er selvmodsigende at kritisere kapitalismen, når han selv er iklædt dyrt tøj fra Gucci og Louis-Vuitton.

"Jeg er ikke, øh ... jeg ... selvfølgelig," lyder det forfjamskede svar, før Carreno genvinder fatningen og svarer:

"Det er ikke selvmodsigende, for jeg kunne godt tænke mig, at Venezuela selv producerede alt dette, så jeg kunne købe ting her, i stedet for at vi skal importere 95 procent af, hvad vi forbruger."

Socialistisk forbrugsfest
Efter blot en dag på YouTube er klippet allerede blevet set 15.000 gange, beretter Reuters

På trods af præsident Hugo Chavez' forsøg på at give sine landsmænd det rette socialistiske sindelag, nyder det lille sydamerikanske land godt af stigende oliepriser, som har udmøntet sig i en ren forbrugsfest. Overskuddet er primært blevet omsat til fin whiskey og dyre biler til de velstående, mens subsidier finansierer efterspørgslen på basisvarer.

Klippet med den uheldige politikers retoriske afklædning har desværre ingen undertekster, men ikke-spanskkyndige kan stadig studere hans ansigtsudtryk, efter journalisten stiller sit spørgsmål.




[email protected]

Kilde: