Hver femte har sundhedsforsikring på jobbet

Slettet Bruger,

21/09/2007

Mere end hver femte dansker på arbejdsmarkedet har i dag en privat sundhedsforsikring gennem deres job, der, alt efter type, giver dem mulighed for at undgå de offentlige ventelister eller få fysioterapien betalt af forsikringsselskabet. 600.000 har en privat forsikring, hvilket er en stigning på mere end 100.000 i forholdt til sidste år. Det viser tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension.

"Det er en positiv udvikling, fordi folks behov er større, end det offentlige kan klare," siger direktør Per Bremmer til Politiken og efterlyser en debat om, hvor grænsen mellem de offentlige og de forsikringsbaserede ydelser går.

"I dag fylder vi huller ud, hvor folk er utilfredse med det offentlige system. Det sker ikke i en bevidst proces."

"Vi skal ikke være moraliserende dommere"
Professor i samfundsvidenskab og socialdemokratisk folketingskandidat, Bent Greve, advarer imod problemer ved private sundhedsforsikringer.

"Der er en risiko for, at det fører til en større opsplitning af samfundet," siger Bent Greve, der er professor ved Syddansk Universitet. "Og vi risikerer at bruge flere penge på sundhedssystemet end fornuftigt."

Hos Finansforbundet, der organiserer de ansatte, er man godt klar over indvendingerne imod private sundhedsforsikringer.

"Men ved overenskomstforhandlingerne er det vores opgave at forhandle de ydelser hjem, medarbejderne efterspørger. Vi skal ikke være moraliserende dommere. Det var et meget markant medlemskrav," siger næstformand Michael Budolfsen.

Ros fra Sundhedsudvalget
I Folketinget hilser man udviklingen velkommen.

"Vi vil gerne have et godt offentligt system, men vi kan ikke tilbyde alle behandlinger. Hvis det offentlige ikke giver, hvad man har behov for, er det fint at bruge det private," siger Sundhedsudvalgets formand, Birthe Skaarup (DF)., der ikke ser noget behov for en debat om grænsen mellem offentlige og private ydelser.

"Når folk bruger det private system, bliver der bedre plads i det offentlige," siger hun.

[email protected]

Kilde: