Hver anden vil have lavere skat

Slettet Bruger,

19/08/2007

Der er næsten dødt løb mellem tilhængerne og modstanderne af skattelettelser, viser en meningsmåling, som Vilstrup har lavet for Politiken. 44 pct. af danskerne vil gerne have skattelettelser, hvorimod 48 pct. er imod.

De Konservative har længe slået på tromme for skattelettelser, og her påpeger man, at lavere skatter vil øge udbuddet af arbejdskraft, hvilket i sidste ende vil give flere penge til velfærd.

"Hvis vi var lidt bedre til at fortælle, at man kan få det bedste af begge verdener, så tror jeg, at flere ville sige ja til skattelettelser," siger skatteordfører Jakob Axel Nielsen.

Vælgerne vil se skattelettelser, før de tror dem
Hos Socialdemokraterne hæfter man sig ved, at andelen af skattelettelses-modstandere er en smule større end andelen af tilhængere.

"Det viser, at vi har en meget solidarisk - og socialdemokratisk - befolkning, der er klar over, at der ikke er plads til skattelettelser, men brug for mere velfærd. Så i al beskedenhed bekræfter det den vej, vi har valgt," siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen.

Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, forklarer derimod resultatet med, at vælgerne ofte er blevet stillet skattelettelser i udsigt, som de ikke har fået.

Ikke opbakning til radikalt forslag
"Skattelettelser er ikke nødvendigvis noget, folk tror på, før de bliver gennemført. Men hvis du spørger, om de vil rulle tidligere skattelettelser tilbage, så er jeg sikker på, at du får et klart nej," siger han.

Målingen viser også en stor modstand mod at finansiere skattelettelser ved hjælp af højere boligskatter og grønne afgifter, som de Radikale har forslået.

"Målingen viser, at der er god grund til at advare regeringen imod at skaffe penge til skattelettelser gennem en omlægning," siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl.

[email protected]

Kilde: