Af Andreas Junge
Andreas Junge er cand. oecon og partner i VBM Training Partner
"Hurra for den lille forskel!" var der engang et slogan der
proklamerede. Det bliver mere og mere tydeligt at hurraråb, der kommer fra
danske journalister og hovedparten af politikerne gælder det, at forskellen er
lille og ikke, at der
er en forskel. Helmuth Nyborg, den
tidligere professor i psykologi fra Århus Universitet, var så ubeskrivelig
letsindig at forsøge at finde et videnskabeligt grundlag for at afgøre
spørgsmål om forskelle i intelligens mellem mennesker. Dette forsøg blev mødt
med en tilsvining i danske medier, som tangerer tilsviningen af Bjarne Riis og
Jørgen Leth. Mediernes reaktion fik den følgagtige ledelse fra Århus
Universitet til at nægte Nyborg titlen professor emeritus med henvisning til videnskabelig uredelighed. Nu
er Nyborgs forskning undersøgt af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig
Uredelighed, som konstaterer, at der ikke rigtig er noget at komme efter. Nyborg har fået sin emeritus-titel, men Nyborg er stadig efter ledelsens mening "ikke i overensstemmelse med
institutionens værdier".
Har de fleste kvinder en lidt lavere IQ end de fleste mænd,
som Nyborg hævder? De fanatiske benægtelser af den blotte mulighed for at dette
skulle være tilfældet, er selvfølgelig langt mere interessante end en eventuel intelligensforskel
per se. Det er selvfølgelig et
spørgsmål om diskrimination og dårlige barselsvilkår og et undertrykkende
kvindehadsk arbejdsmiljø, at der ikke findes én eneste kvindelig Nobelprismodtager
i Fysik, ikke én eneste kvindelig modtager af Field Medal, den største
æresbevisning i Matematik, og ikke én eneste kvindelig verdensmester i skak.
Det kan umuligt være fordi - og det burde ifølge lighedsmagerne være forbundet
med fængselsstraf at hævde dette - de fleste mænd er bedre til matematisk,
fysik og skak end de fleste kvinder.
Hvorfor er det egentlig så farligt for de professionelle
lighedsmagere at indrømme, at der er forskel på mennesker? Lad os nu bare sige
(rent hypotetisk selvfølgelig - jeg vil nødig i fængsel), at der er en intelligensforskel
mellem mænd og kvinder. Er det så en katastrofe? Det skorter ikke på
undersøgelser der viser, at intelligens er positivt korreleret med jobsucces
(og dermed indkomst), hvilket også forklarer den hyppige anvendelse af
intelligensprøver ved ansættelser. Samtidig er der også ganske godt belæg for,
at hævde at kvinder generelt føler sig tiltrukket af mænd, der er mere
intelligente end dem selv, mens mænd faktisk har det omvendt. Dette harmonerer
ganske fint med forskningsresultater fra lektor Michael Svarer fra Økonomisk
Institut, Århus Universitet. Svarer har vist i sin forskning - der endnu ikke
er krævet brændt på bålet, men derimod er publiceret i økonomisk videnskabelige
tidsskrifter - at parforhold hvor manden tjener mere end kvinden er mere
stabile og sjældnere er udsat for skilsmisse end parforhold hvor dette ikke er
tilfældet. Det er derfor nærliggende at konkludere at intelligensforskelle kan
give bedre og mere stabile forhold - noget som selv lighedsmagerne vel ikke kan
benægte kvaliteten af.
Lighedsmagernes neurotiske og kontrafaktiske afvisning af forskelle mellem mennesker bliver ofte begrundet med kravet om ligestilling. I lighedsmagernes hoved og argumentation er det som om, at en accept af grundlæggende forskelle mellem mennesker skulle legitimere fx diskrimination på baggrund af køn og etnicitet mv. Men ifølge lovgivningen må vi ikke diskriminere. Uanset om vi accepterer, at der er forskelle mellem mennesker er det stadig forbudt at diskriminere. Det er en holdning, som vi som et demokratisk samfund er blevet enige om at gøre til lov.
På paradoksal vis kommer lighedsmagerne til at skabe en kultur og et værdiapparat, som netop danner perfekt baggrund for totalitære systemer og for forfølgelse af det, der er anderledes. Det mest karakteristiske træk ved totalitære regimer er ensretning og forbud mod individualitet. På en måde kan man sige, at et totalitært samfund har ophævet lighedsmagernes holdning til lov. I stedet for at forbyde diskrimination har man forbudt det, der af lighedsmagerne opfattes som kilden til diskrimination. Man har forbudt forskelligheden.
Det første alvorlige skridt mod et sådant forbud er benægtelsen af, at forskelligheden overhovedet eksisterer som et grundlæggende naturligt træk og ikke kun som et resultat af politiske og sociale vilkår. Hvis vi ikke accepterer, at mennesker er grundlæggende forskellige, og at disse forskelle påvirker hvordan vi tænker og opfører os, så vil enhver afvigelse fra den gældende politiske norm kunne tolkes som et resultat af "politisk ukorrekt" adfærd - ganske som Jørgen Leths, Bjarne Riis' og Helmuth Nyborgs gerninger allerede bliver det af de spejdermoralske journalister og populistiske politikere.
Når tilsynekomsten af forskelle mellem mennesker bliver dømt som "politisk ukorrekte" handlinger og ytringer er der ikke langt til den forestilling at det er forskellene, der skal "løses politisk". Herfra er der kun et stenkast til bogafbrænding og KZ-lejre. For at undgå at det kommer så vidt er der vel god grund til, at møde lighedsmagernes endeløse moralisering med hurraråb for den lille forskel.
