Af Lars Andreassen
Ifølge folkloren kan humlebier i teorien ikke flyve, men gør det altså alligevel. Ifølge nogle økonomiske teorier burde velfærdsstaten ikke kunne fungere, fordi de offentlige udgifter er så tunge og skattetrykket så højt. Men velfærdstaten fungerer altså alligevel - ligesom humlebien flyver. Nu er det imidlertid bevist, at humlebien kan flyve - også i teorien. Spørgsmålet er, om velfærdsstaten kan holde sig på vingerne i fremtiden - hvis ikke den reformeres.Det, der ifølge teorien skulle holde velfærdsstaten flyvende på trods af meget store udgifter og høj skat, er tillid. Tillid skaber social kapital og sammenhængskraft i samfundet. Det er smørelse, og sparer os ikke blot for en masse kontroludgifter, men gør også dagligdagen lettere i al almindelighed. Det rører imidlertid ikke ved det faktum, at velfærdsstatens udgifter skal dækkes ind. Der er nogle, der skal arbejde og tjene penge, for at andre kan hjælpes på vej i perioder, hvor de ikke lige selv kan klare det. Og dem, der arbejder skal have lyst til at betale skat, og den lyst afhænger af, om man har tillid til, at man får noget igen; det vender jeg tilbage til.
Ph.d. Gunnar Lind Haase Svendsen, medforfatter til bogen Social Kapital, kan påvise, at der er en høj grad af sammenhæng mellem mængden af tillid i et samfund og borgernes tilfredshed med deres livssituation. Danmark scorer højest på listen over tillid mellem borgerne, og vi scorer samtidig højt i tilfredshedsmålinger. Ydermere er de samfund med en høj grad af tillid mellem borgerne også præget af en stor grad af lighed. I lande med meget stor ulighed er tilliden mellem borgerne langt mindre. Hvad er det så, der skaber denne lighed og dermed styrker tilliden? De fleste tror umiddelbart, at det er velfærdsstaten. Det vender jeg også tilbage til.
Arbejdskraft, skattelettelser, velfærd og sammenhængskraft er ord, der dækker over centrale emner i den netop overståede valgkamp og udover at have det til fælles - at de altså optrådte i valgkampen - har de det til fælles, at de altid optræder hver for sig. Først taler vi om arbejdskraft og skattelettelser, derefter taler vi om sammenhængskraft og velfærd. Den ene fløj svarer skattelettelser på spørgsmål om arbejdskraft, og den anden fløj svarer sammenhængskraft og lighed på spørgsmål om skattelettelser.
Velfærd og mindre skat opfattes som hinandens modsætninger, og velfærdsydelser betragtes som en forudsætning for homogeniteten og tilliden i samfundet, men tænk hvis det ikke forholdt sig sådan.
Redaktøren på denne side, Ole Birk Olesen, har i bogen Taberfabrikken vist, at antallet af folk på overførselsindkomst er vokset ganske betragteligt i løbet af velfærdsstatens første 45 år, samtidig registrerer han en stigning i kriminaliteten, i alkoholisme og stofmisbrug, brudte familier og anden dårligdom. Dette forfald forbindes af forfatteren med de meget høje velfærdsydelser. Der er ganske enkelt intet at miste, der er ingen incitamenter til at tage et lavstatusjob, når man kan få mere i understøttelse. Det ser ud til at de høje ydelser resulterer i forsumpning og dårlig samfundsmoral. Der er ikke længere en selvfølge, at man bidrager til samfundet med det, man kan.
I World Value Surveys kan man registrere en øget tendens til at acceptere socialt bedrageri. Tallene er gået fra 8% i 1980 til ca. 17% i 1999. Samme undersøgelse viser, at omtrent 35% mener, det kan være i orden at snyde med skatten. Som Gunnar Lind så rammende udtrykker det, så er det ikke længere nødvendigvis de brede skuldre, der bærer de tunge byrder, nej det er de ærlige skuldre.
Sammenholder man disse ting - og nu vender jeg tilbage til det, jeg lovede at vende tilbage til - ser det ud som om, vingerne på humlebien bliver mindre og mindre, mens kroppen bare vokser og vokser. Det ser ud som om det, de fleste danskere ønsker at bevare og beskytte, nemlig velfærdsamfundet i dets nuværende indretning, er med til at undergrave tilliden i samfundet.
De høje velfærdsydelser, som ukritisk deles ud til folk, der sagtens kan arbejde, belaster de offentlige udgifter, og gør det sværere at finde penge til dem, der virkelig trænger. Men hvad der er endnu værre er, at disse forhold undergraver tilliden i samfundet. Ærlige skatteydere kan ikke længere stole på, at skattekronerne bliver brugt til det fælles bedste. Måske betaler de skat til et system, som systematisk fastholder folk i elendighed - ikke bare det, muligvis skaber det elendighed. Det er ikke velfærd.
Det ser med andre ord ud til, at vi kunne spare en hel del kroner ved at ændre på incitamentsstrukturerne i systemet af offentlige ydelser. En af måderne, man kunne gøre det på, er ved at lette skatten på arbejde. Bedre velfærd og skattelettelser er - med andre ord - ikke hinandens modsætninger.
Lars Andreassen er højskolelærer og forfatter. Han er netop udkommet med bogen "Det virkelige menneske - Sjælens og kulturens naturhistorie", der er skrevet sammen med antropolog Dennis Nørmark. Bogen kan for øjeblikket købes hos saxo.com med 22 procent rabat.
