Hospitals-personale spiser patienternes mad

Slettet Bruger,

23/08/2007

Når skatteydernes penge bliver sendt til offentlige hospitaler, er det ikke dem alle, der går til at pleje og behandle patienterne. Nogle af dem bliver brugt på mad, der ender i de ansattes maver.

"Vi kan se på madbudgettet, at der bliver bestilt for meget mad i forhold til antallet af patienter, og vi ser ofte personale gå og spise af maden," siger cheføkonoma for Gentofte Hospital, Birgitte Hensch, til Jyllands-Posten.

Ser mad som frynsegode
Det er ikke kun på Gentofte Hospital, at de ansatte spiser på skatteydernes regning. Personalet ved kommunale hospitaler opfatter i høj grad den gratis mad som et frynsegode, viser en rundspørge blandt otte af landets hospitaler, som fagbladet Køkkenliv har foretaget.

Og det selvom de fleste hospitaler har en klar politik, der forbyder de ansatte at gå og spise patienternes mad.

"Der er ingen tvivl om, at det er stik i mod vores regler. Personalet er ikke på kost og bør ikke spise patienternes mad," siger vicedirektør på Gentofte Hospital, Torben Laurén.

Går ud over de indlagte
På Danmarks største hospital, Rigshospitalet i København, laves der også flere portioner end der er patienter. Køkkenchef Anne Lis Olsen mener dog, at det kan have andre forklaringer end sultne ansatte.

"Vi ved ikke, om det er fordi personalet spiser af maden. Det kan lige så vel være patienterne, som spiser mere end en portion," siger hun, men erkender, at hospitalet før har haft problemer med personale, der har fortæret den mad, som var lavet til de indlagte. Og det går i sidste ende ud over patienterne.

"Pengene kunne i stedet bruges til at udvikle retterne og servere anden mad for de indlagte."

[email protected]

Kilde: