Af Karina Pedersen
Jeg har været på et kort besøg i mit barndomskvarter - som regeringen vurderer til at være et af de mest socialt belastede områder i landet - og som jeg sidder her i toget på vej hjem til København, gennemgår jeg dagen som snart er ved at være forbi:Jeg skulle besøge min mor, og allerede inden jeg nåede Hovedbanegården, ringede hun for at sige, at hun ikke kunne tilbyde noget mad. Hun havde ellers bedt min bror om at handle for sig - en dum beslutning, da han sjældent vender tilbage med varer eller byttepenge, hvilket han heller ikke havde gjort i dag. Da min mor samtidig var blevet uvenner med sin veninde Elsebeth - som i god stil med kvarterets mange andre voldelige beboere havde indtalt trusler på telefonsvareren - turde hun ikke gå udenfor, før de igen var kommet på god fod. Kunne jeg selv købe noget med?
Jeg huskede Elsebeth fra min barndom, hvor hun ofte havde siddet i vores køkken, og svoret hævn over dem, som havde tvangsfjernet hendes børn. Hun var allerede dengang frygtet på grund af sit iltre temperament, og var åbenbart ikke blevet mildere med alderen.
Jeg beder taxachaufføren om at sætte mig af ved kvarterets lille købmand, som i dag ejes af en tamilsk familie, og synes at blive oplyst alene ved hjælp af blinkende lyskæder. Hylderne med mad er næsten tomme, de fleste varer for gamle, men med spillemaskiner i det ene hjørne, et stort udvalg i telefonkort (mange af kvarterets beboere er i dag indvandrere), spiritus, cigaretter, og alt hvad Danske Spil kan tilbyde af genveje til rigdom, finder kvarterets beboere - ud fra teorien om udbud og efterspørgsel - tilsyneladende udvalget dækkende. På vej ud kaster jeg et blik ind i det baglokale, hvor den forrige ejer tog livet af sig, efter sigende fordi Danske Spil ikke levede op til sit motto om at være til glæde og til gavn.
Inden jeg når min mors blok, møder jeg to mænd, som sidder og drikker på en bænk. Den ene er iført blåt arbejdstøj, selvom jeg ved, at han ikke har haft arbejde i mange år. Da jeg når min mors blok, og elevatoren kommer ned, får lugten mig til at foretrække trappen. Inden dørene lukker, når jeg at læse lidt grafitti: "Muhammed er en gris", står der.
Da jeg skal finde en kop, åbner jeg et skab, som i stedet for kopper indeholder en tyk bunke uåbnede breve. Jeg spørger, hvorfor brevene ikke er åbnet, og min mor svarer: fordi hun allerede ved, hvad der står i dem. Da jeg ser, at ordene advokat og inkasso går igen på flere af kuverterne, ved jeg også, hvad der står, og jeg tænker tilbage på de mange gange, hvor jeg som barn er blevet vækket af to politibetjente, der skulle sørge for, at min mor mødte i fogedretten.
"Vil du høre Elsebeths beskeder?"
Selvfølgelig. Det næste minuts tid lytter jeg til en kvindestemme som - i både høje og lave toner - lover min mor et nyt udseende, og imens min mor ser afventende på mig, studerer jeg den kvinde, som i sin tid har født mig: Hun ser slidt ud; ansigtet er fyldt med dybe furer, håret er tjavset og flere af hendes tænder er helt mørke. Hun ville uden tvivl nyde godt af et nyt udseende, men nok ikke af den slags Elsebeth tilbyder.
Jeg spørger ikke til, hvorfor de er uvenner, for jeg ved af erfaring, at konflikten drejer sig om enten penge eller medicin. I stedet går jeg ud på altanen og kigger ud på de mange blokke, hvis beboere overvejende - minus/plus en last eller to - lever som min mor. Fra altanen kan jeg se de to mænd på bænken, og jeg bestemmer mig for at spørge min mor om hendes bud på, hvorfor folk uden arbejde går rundt i arbejdstøj. Hun mener, at det er fordi den slags arbejdstøj er slidstærkt, og måske det eneste, de har tilbage.
Jeg har før undret mig over arbejdsløse alkoholikere, som gik rundt i arbejdstøj, og tror det drejer sig om identitet. Velfærdsstaten giver dem tag over hovedet, mad på bordet - og øl på bænken - men den kan ikke give dem den identitet og selvrespekt, som kommer af at bidrage til samfundet, og som jeg tror alle mennesker har brug for. Min mors ansigt lyser stadig op, når hun taler om dengang - for næsten 30 år siden - hvor hun havde et arbejde, og hvis hun føler sig trådt på, vil hun - i et forsøg på at få lidt respekt - henvise til, at hun engang var advokatsekretær. Hver gang hun gør det, tænker jeg på Fru Marmeladov fra Dostojevskijs Forbrydelse og straf, som også, når livet på samfundets bund bliver for hårdt, henviser til, at hun engang var noget fint.
Mens vi drikker kaffe, kører nogle unge indvandrerdrenge rundt udenfor, på hvad der lyder til at være tunede scootere. Min mor synes, indvandrerne har ødelagt kvarteret, og fortæller om, hvordan de unge drenge lover voksne tæv, hvis de bliver irettesat for fx vandalisme. Jeg minder min mor om, at kvarteret aldrig har været et pænt sted, og at beboerne var overrepræsenterede i det lokale dagblads kriminalreporter, længe inden der boede indvandrere. Min mor insisterer på, at problemerne er kulturelt betingede.
Bestemt. Det er underklassekultur.
Inden jeg siger farvel til min mor, spørger jeg om, hvornår Elsebeth bliver god igen. Min mor er ikke sikker, men hun ved, at Elsebeth kun har et taletidskort og ingen penge, så det er begrænset, hvor længe hun har råd til at ringe. Det støtter min teori om, at en destruktiv opførsel koster mere end en konstruktiv gør. Da jeg forlader kvarteret, støder jeg på endnu et eksempel på, at færre ville sætte en stopper for afvigende adfærd: en gruppe unge drenge spiller bold op af nogle parkerede cykler. Mon de ville gøre det, hvis de vidste, at de selv kom til at betale for eventuelle ødelæggelser? Og hvis deres eneste indkomst var en, de selv skulle arbejde for? Hvor mange cykler har en gruppe unge drenge mon råd og lyst til at erstatte?
Nu har vi lige passeret Høje Taastrup, og jeg er snart hjemme igen. Selvom turen ikke har været særlig lang målt på kilometer, føles det som om, jeg har besøgt en anden verden. Et sted som alle dem, der mener, at omfordeling gør gavn, burde besøge, så de ved selvsyn kunne konstatere, at kvarterets problemer ikke skyldes, at beboerne har for få penge, men derimod at de har for mange, hvilket købmandens udbud også vidnede om.
Karina Pedersen læser Østeuropa-studier på Københavns Universitet
Klik her og læs Karina Pedersens beretning om sin egen familie
Klik her og læs Karina Pedersens beskrivelse af det kvarter, hun voksede op i
