Af Karina Pedersen
Denne beretning er skrevet til dem, som mener, at velfærdsstaten er løsningen på vor tids fattigdom og nød:Året er 1981. Mine forældre er lige blevet skilt, og min mor har fået anvist en femværelses lejlighed i et socialt boligbyggeri. Alene med fem børn indleder hun et forhold, som ender med at have omfattende konsekvenser for det meste af familien.
Min mors nye partner, som andre måske bare ville kalde en kommune, sørger så godt for hende, at hun ikke længere behøver at arbejde som advokatsekretær. Min mor begynder at ligge i sengen til langt op af formiddagen, og resten af dagen bruger hun på at drikke. Det bliver mere og mere tydeligt, at hun ikke længere magter at passe os. Kommunen reagerer ved at sende os en slags reservemor, som kommer hver morgen. Hun sørger for, at vi kommer i tøjet, får noget at spise og får mad med i skole. Min mor forsætter med at drikke, og kommunen sender hende på afvænning. Hun udskifter herefter misbruget af alkohol med et voldsomt misbrug af receptpligtig medicin.
Som årene går, vænner min mor sig til, at næsten uanset hvad hun foretager sig, så står kommunen parat til at hjælpe. Vores telefon og strøm bliver ofte lukket, huslejen ikke betalt, og vi har sjældent mad i køleskabet efter den 10. i måneden. Kommunen reagerer de fleste gange ved at tilføre min mor flere penge, sørge for at regningerne bliver betalt og ellers sende flere folk hjem til os, så vi i perioder også har en fra kommunen hos os om eftermiddagen.
Kommunen forsøger enkelte gange at få min mor i arbejde, men sandheden er, at hun allerede har et godt betalt job. Hendes arbejde består i at gøre sig så hjælpeløs og ynkværdig som muligt, og jeg kan godt afsløre, at hun indimellem arbejder hårdt for en lønforhøjelse. Desværre udløser hendes adfærd ikke bare flere penge fra kommunen, den udløser også en tiltagende selvforagt, som så igen fører til et stigende misbrug af medicin.
I stedet for at genvinde kontrollen over sit liv, begynder min mor at se kommunen som sin fjende: Det er kommunens skyld, at hun ikke har penge nok, kommunens skyld at hun har det dårligt, og i hendes øjne straffer hun den ved at opnå flere tilskud. Hun går på biblioteket efter bøger, hvor hun kan læse om, hvad hun har ret til. Den slags bøger er populære i mit barndomskvarter. Hvis en har opnået et ekstra tilskud, så forsøger andre det samme.
En dag bliver min lillebror fjernet hjemmefra. Vi andre, pånær min mor kunne man sige, er på det tidspunkt næsten voksne. Min mor har svært ved at acceptere, at min lillebror er blevet fjernet, og kommunen betaler for, at hun kan få hjælp hos en psykolog. Det hjælper dog ikke, og min mor begynder at drikke igen. Hun bliver endnu en gang sendt på afvænning, og resultatet er som sidst: Hun udskifter alkoholen med piller.
I dag er min mor førtidspensionist, og tre af mine søskende lever af henholdsvis kontanthjælp, sygedagpenge og førtidspension.
Min mors skæbne er naturligvis ikke kun et resultat af velfærdsstatens selvmål, den er også hendes eget værk. Nogle vil muligvis påstå, at ingen frivilligt vælger et liv som min mors, at hun er et offer for uheldige omstændigheder osv. Men hvis min mor er uden skyld i sit liv, er velfungerende mennesker så også uden skyld i deres?
Velfærdsstaten nyder stor opbakning, men spørgsmålet er, om den er løsningen på den fattigdom, vi ser i Danmark? Min mors nød blev ikke afhjulpet af økonomisk støtte fra kommunen. Nærmere tværtimod. Min beretning viser, at jo flere penge hun modtog, jo værre opførte hun sig.
Måske var min mors fattigdom først og fremmest et barn af åndelig og ikke materiel nød? Det ville forklare, hvorfor alle kommunens redningsforsøg kun frembragte ét resultat: 1-0 til dem af os som ikke mener, at velfærdsstaten har bevist sin eksistensberettigelse.
Karina Pedersen læser Østeuropastudier på Københavns Universitet
