Henrik Fogh til danskerne: Hent inspiration i USA

Slettet Bruger,

04/06/2007

Af Ole Birk Olesen

27-årige Henrik Fogh Rasmussen har været en ombejlet mand i de danske medier de seneste dage. Det er ikke hver dag, at en dansk statsministersøn udgiver en bog med det erklærede mål at gøre op med en central del af den danske folkekarakter: opfattelsen af at den danske velfærdsstat er alle andre statsformer overlegen - og i særdeleshed er meget bedre end den amerikanske måde at gøre det på.

Hvorfor var det vigtigt for dig at skrive din bog, "Amerikanske tilstande"?

"Fordi vi ikke kan lære af USA, hvis vi på forhånd siger, at amerikanske tilstande er noget skidt," siger Henrik Fogh Rasmussen.

Siger vi det?
"Det gør vi. Hvornår har du sidst hørt udtrykket 'amerikanske tilstande' brugt positivt?"

Det tror jeg ikke, at jeg har oplevet.
"Det siger jo alt."

Men hvorfor skal vi da lære af USA?
"Jeg er vokset op i Danmark og bor i USA, og jeg holder meget af begge lande, men jeg har set mange ting i USA, som jeg synes, at man kunne lade sig inspirere af i Danmark. Der er i øvrigt også ting i Danmark, som amerikanerne kunne lade sig inspirerer af. Det vigtige er bare, at debatten er baseret på faktiske forhold og ikke på myter og fordomme om amerikanske tilstande, for så afskærer man sig selv fra en masse idéer."

Bedre til integration af indvandrere
Hvad er det så, vi kan lære af USA?
"F.eks. mener jeg, at vi kan lære en masse om integration af indvandrere. Der er lige blevet lavet en undersøgelse, som viser, at muslimer er bedre integrerede og mere velstående i USA end i Danmark og andre europæiske lande. Indvandrere i USA har en lavere arbejdsløshed end befolkningen generelt, og efter at de er blevet amerikanske statsborgere, har de en højere indkomst end befolkningen generelt. Det er da positive resultater, og det er da værd at studere nærmere. Der må da være et eller andet, som vi kan lære af, men hvis man så bliver mødt med udsagn om, at man vil have amerikanske tilstande på indvandrerområdet, så afskriver folk det straks. Det er den forhåndsafskrivning af gode idéer, som jeg gerne vil af med."

Hvad er årsagen til, at amerikanerne er bedre til at integrere indvandrere på arbejdsmarkedet, end vi er herhjemme?
"Det hænger sammen med flere ting. For det første er USA et indvandrersamfund, og det gør, at det ligger i kulturen, at man er åben overfor nye ansigter og nye idéer udefra. Derudover har USA et meget fleksibelt arbejdsmarked, og det gør, at amerikanske arbejdsgivere ikke har noget imod at ansætte en lavt uddannet indvandrer, som måske ikke engang taler godt engelsk. For hvis det går galt, så er der ikke så mange restriktioner på at fyre ham igen, og der er ikke en meget høj mindsteløn, som de løber en risiko ved at betale. De giver altså den person en chance for at lære engelsk på en arbejdsplads, få amerikanske venner og få et godt renommé, som de ellers ikke ville kunne opbygge. Man er ikke bange for at give McDonalds-jobs til indvandrere i USA, mens man i Europa ser lidt ned på det og påstår, at det ikke er kvalitetsjobs. Men det er jo deres eneste chance for at blive integreret, og det viser sig jo også, at de meget hurtigt bevæger sig op af lønstigen."

Indvandrerproblem eller systemfejl?
I Danmark taler vi meget om "indvandrerproblemer", som om det er indvandrerne i sig selv, der er problemet. Er det i virkeligheden den måde, vi har indrettet vores politiske system på, der er problemet?
"Jeg tøver altid med at sige, at det er samfundets skyld, for ethvert individ har selv et ansvar for at forbedre sin situation og gøre det bedst muligt. Men samfundet skaber selvfølgelig nogen rammer omkring det. I USA er samfundet meget dynamisk med et forholdsvist lavt skattetryk, og der er indvandrerfamilierne i stand til gradvist at spare op og opbygge en god tilværelse. Og man kan jo mærke på sådan en gammel bedstemor, som er kommet fra Grækenland, hvor stolte de er over at have klaret det ved at arbejde hårdt, så deres børn nu går på førende universiteter i USA. Det er jo kun, fordi de har haft mulighed for at komme ind i nogen stillinger, hvor arbejdsgiveren har været villig til at give dem en chance, og det synes jeg da, at man kan lære af i Danmark."

Der tales i Danmark også meget om, at muslimernes kultur simpelthen er for fremmedartet til, at de kan integreres i Danmark. Taler man lige så meget om det i USA?
"Nej, for man kan jo se, at muslimerne er velintegrerede i USA. Der er et fåtal af ekstremister, og det skal man ikke være blind for, men generelt mener jeg ikke, at der er noget i den muslimske kultur, som gør, at de automatisk skal afskrives og ikke kan integreres."

Tror du, at danske muslimer bliver kulturelt mere afvigende fra det omgivende samfund, fordi de i mindre grad er i arbejde end i USA?
"Nu har jeg ikke skrevet en bog om Danmark, men det generelle princip er rigtigt nok: Der er ikke noget som arbejde, der i den grad er med til at integrere folk. Det gælder da om at få folk i arbejde, for lediggang er roden til alt ondt. Når man ikke arbejder, så er det netop de værste sider, der kommer frem."

Pas på Michael Moore
Den amerikanske filminstruktør Michael Moore kommer snart med sin nye film "Sicko", som er meget kritisk overfor det amerikanske sundhedssystem, mens du skriver positivt om det. Synes du, at danskerne skal gå ind og se den film?
"Jeg synes, man skal se den, men så synes jeg også, at man skal læse min bog, og så kan man selv dømme. Og så synes jeg i øvrigt, at man bør undersøge de ting, han fortæller i filmen. Om det er reelle forhold eller ej. For det er jo en taknemmelig opgave at være filminstruktør og så gå rundt og finde de værste blandt forsikringsselskaberne, og de værste oplevelser et hospital har udsat en patient for. Det kunne man jo også gøre i Danmark. Jeg kunne også rejse rundt og lave film om ham, der døde på ventelisten, og ham hvor lægen ikke ville tage telefonen. Ville det være dækkende for det danske sundhedsvæsen? Eller hvis jeg tog ud i nordvestkvarteret og fotograferede narkomaner og hjemløse og så tog til USA og holdt en masse foredrag om danske billeder - ville det være fair? Jeg tager hatten af for folk, som dokumenterer reelle forhold i samfundet, det er pressens opgave, og det er kunstneres opgave at gøre det. Men man må ikke manipulere bevidst, og der mener jeg mener, at Michael Moore går over stregen. Jeg har ikke set "Sicko", men jeg baserer det på hans anden film "Bowling for Columbine", hvor han fuldstændig forvrængede virkeligheden. Hvis han er ude på det samme i "Sicko", så vil jeg bare sige, at det er en propaganda-film."

Henrik Fogh, CEPOS og regeringen
Din bog udgives af CEPOS, som bl.a. er kendt for at kritisere regeringen, hvor din far jo er statsminister, for at ikke at føre en tilstrækkelig liberal politik. Kan den her bog bruges af CEPOS i forsøget på yderligere at påvirke regeringen?
"Det må du spørge CEPOS om. Jeg synes i øvrigt, at CEPOS er et rigtigt godt initiativ, som er sundt for den danske samfundsdebat. De kan se tingene på en anden måde og få nye idéer ind i debatten, og det er netop det, jeg går meget op i, og det er også derfor, jeg har skrevet bogen. Man skal være åben overfor nye idéer og prøve at se tingene på en anden måde."

Men vi du gerne bidrage til den kamp for at trække regeringen i en bestemt retning?
"Jeg deler CEPOS' liberale grundsyn, og i den forstand vil jeg meget gerne bakke op om CEPOS' arbejde med at flytte Danmark i en mere liberal retning. Og hvis de vil bruge bogen på den måde, så er det fint med mig. Men jeg sidder ikke med ansvar i et politisk parti, hvor det er min opgave at bedømme den politiske udvikling. Så derfor kan jeg ikke sige, at min bog er et gok i nødden til regeringen, eller hvad den er. Min bog er skrevet for at præge debatten og ændre de overordnede rammer for debatten, så vi får en mere åben debat, og hvis det så er med til at ændre ting politisk, så er jeg da stolt af det, men det er ikke mit centrale ærinde. Det første skridt er at få debatmiljøet blødt op overfor nye idéer, og så må politikerne så se, hvilke idéer vi kan bruge, og hvilke vi ikke kan bruge," siger Henrik Fogh Rasmussen.

Kilde: