Henrik Dahl: Jeg tog det ud, fordi det skævvred historien

Slettet Bruger,

12/10/2007

Af Ole Birk Olesen

Henrik Dahl, kan du fortælle, hvorfor alle de oprindelige vurderinger af Henrik Sass Larsens evner er blevet fjernet fra dit blogindlæg?
"Ja, det kan jeg sådan set godt. Jeg syntes, at det trak min historie skæv, for den handler om kvaliteten af spinanalytikere, og der brugte jeg som et eksempel en artikel af Lotte Hansen fra Søndagsavisen, der indeholdt oplysninger om Henrik Sass Larsen, som alle ved ikke har hold i virkeligheden. Jeg kender ham ikke særligt godt, men jeg brugte det som et eksempel på en sag, hvor alle, der går på Christiansborg, bare ved, at sådan er det ikke, og hvorfor i al verden ved du ikke det, Lotte," siger Henrik Dahl til 180Grader.dk.

Ja, alle ved, at Henrik Sass og Mogens Lykketoft ikke kommer så godt ud af det med hinanden, men du kan så oplyse, at det også gælder Auken, Ritt og Nyrup.
"I varierende grad, men der er jo ingen, der har villet slås for ham og sige, 'denne fantastiske kapacitet skal vi simpelthen bare have ind på en ministerpost'. Ingen har gidet slås for det."

Nyrup forsøgte jo faktisk at gøre ham til politisk ordfører på et tidspunkt.
"Ja, men det var efter, at han var gået af som statsminister. Det var mere led i noget fornyelse, og fordi man havde prøvet så meget andet. Det korte af det lange er, at jeg satte noget på, som folk med lidt føling for tingene udmærket godt ved. Men da jeg så havde kigget lidt på det, så syntes jeg, at det trak historien skæv, for det blev pludselig en Henrik-historie i stedet for en Lotte-historie, og han rager mig virkelig en papand - altså, jeg siger dav til ham, når jeg ser ham, men det interesserer mig ikke særligt meget."

Derfor kunne du vel godt have ladet det stå?
"Joooh, men så syntes jeg som sagt, at historien kom til at handle om noget andet."

Antorini kiggede på det
Hvor lang tid fik det lov til at stå?
"Jeg kiggede lidt på det, og min kone kiggede også på det, og hun er en dygtig skribent, og hun sagde, 'jamen, nu har du jo skrevet to historier, det kan jo ikke nytte noget'. Så snakkede vi sådan lidt, som man som skribentkolleger kan snakke om det, og jeg sagde, 'det har du nok ret i'."

Stod den et døgn, eller?
"Jeg har jo ikke taget tid på det, men det stod måske en dag eller to eller sådan noget."

Man kunne jo også forestille sig, at Christine måske kunne komme lidt i klemme med det, og at det var derfor, det blev fjernet?
"Nej ... nej, det tror jeg ikke. Det er ligesom Ritt Bjerregaard og Søren Mørk: Det er ret klart, at vi har hver vores karriere, og hun er jo en stor pige, der ikke spørger mig, hvad hun skal gøre med sin karriere, og jeg spørger ikke hende, hvad jeg skal gøre med min. Vi har hver vores."

Så du mener ikke, at ledelsen hos Socialdemokraterne kunne tænke, 'nå, det er nok det, som de går og snakker om hjemme hos Christine og Henrik, at Henrik Sass er uduelig - så kan det jo være, at Christine ikke skal have en ministerpost'?
"Nej, sådan fungerer det ikke hjemme hos os."

Men det kunne Henrik Sass jo godt tro, at det gjorde.
"Jo, men ham om det."

Så bliver det jo også din kones problem i forhold til hendes karriere - Henrik Sass er jo i ledelsen af hendes parti.
"Jojo, men vi har ikke sådan en koncerntænkning i vores ægteskab, hvor Henrik og Christine A/S på en eller anden måde træffer nogen fælles beslutninger. Jeg har mit job og passer det, og hun har sit og passer det."

Har stykket billedet af Sass sammen
Men du har altså talt med 'nogle', altså mindst to, af de fire gamle socialdemokrater, og de har så givet udtryk for, at Henrik Sass Larsen er et 'mådeligt begavet magtmenneske' med 'begrænset arbejdskapacitet'?
"Jeg skriver i artiklen, at jeg kan ræsonere mig frem til, hvad holdningen er. Der er ikke tale om, at vi har sat os om et rundt bord og har hevet alle personalemapperne fra Christianborg frem. Man snakker jo sammen om, hvordan det går med det velfærdsudspil og med dit og med dat o.s.v. Det er mere, når man møder folk i forskellige sociale sammenhænge, at man stykker et billede sammen."

Og det har du så gjort gennem samtaler med nogle af de fire, altså mindst et par stykker?
"Jeg kan jo ikke sådan referere fra sådan nogen samtaler."

Det er ellers det, du gør i dit blogindlæg.
"Jeg refererer ikke direkte. Det er mig, der sætter mig ned med nogen oplysninger og stykker dem sammen."

Så du er ikke helt sikker på, at det er rigtigt, at de mener sådan om Henrik Sass?
"Hvor sikker er sikker? Jeg tror nok, jeg skrev i min oprindelige formulering, at sådan som jeg kan stykke det sammen, så er det sådan og sådan. Det er jo ikke ligesom ved politiet, hvor man skriver det hele ned og bagefter beder om en underskrift. Fra samtaler om mange forskellige ting, stykker man et billede sammen, som alle jo kender, nemlig at man ikke i slutningen af 90erne har gjort brug af Henrik Sass Larsen, når man skulle rykke det unge geled ind. Det er der selvfølgelig en grund til, det ved alle jo," siger Henrik Dahl.

[email protected]

Kilde: