Hanne Reintoft: Ikke alle har personligt ansvar

Slettet Bruger,

23. juli 2007

Af Ole Birk Olesen

Hvis man søger interessante synspunkter om personligt ansvar, så skal man ifølge beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen gå til Hanne Reintoft. Som mangeårig socialrådgiver og vært for P1's sociale brevkasse er hun indlysende spændende at lytte til, mener han.

Som sagt, så gjort ...

Hanne Reintoft, synes du, at det personlige ansvar findes?
"Det er jo en lang og indviklet debat om gener og fri vilje, men jeg mener, der findes et personligt ansvar. Spørgsmålet er bare, hvem der kan tage det. Jeg synes, man har et personligt ansvar, når man er privilegeret og rask og stærk, ja det synes jeg," siger Hanne Reintoft til 180Grader.dk.

Er der nogen, der ikke har et personligt ansvar?
"Ja, det er der da, for der er mennesker, som for det første ikke selv er i stand til at udøve det, og som for det andet heller ikke har fået samfundsmæssige vilkår til det. Er hjemløshed den hjemløses skyld eller er det boligpolitikkens skyld?"

Hvis den hjemløse har haft en bolig, men har mistet den, fordi vedkommende hellere ville bruge sine penge på alkohol end husleje, er den hjemløse så ikke personligt ansvarlig for sin hjemløshed?
"Nej, det er der, den så smutter, for vi ved fra al forskning i de hjemløse, at det er mennesker, som har haft en forfærdelig og ulykkelig skæbne. Vi må udøve det personlige ansvar skærmet af vores fælles social kapital fra vores samfund."

"Nu lyder du meget højreorienteret"
Er det ikke et grundvilkår for det at være menneske, at man har et personligt ansvar?
"Jo, i det omfang det kan udøves."

Er der nogen, der ikke selv bestemmer, om de f.eks. vil drikke en øl mere?
"Nu lyder du meget højreorienteret på mig ..."

Det er jeg også.
"Det kan jeg virkelig høre. Det er jo en vrøvleproblemstilling. For det første er der mennesker, som er ude i et misbrug, og de rige drikker jo mere end de fattige, de drikker bare bag deres fine gardiner. Jeg vil nok mene, at hvis du virkelig har et misbrug, så er du ude af stand til at lade være med at drikke en øl mere, hvis du ikke får hjælp til en behandling."

Men man kan jo også få hjælp til en behandling i Danmark. Spørgsmålet er vel mest, om man vil tage imod den?
"Arh, der er altså ti måneders ventetid på en psykiater, og der er stor ventetid på vores behandlingsinstitutioner for både det ene og det andet. Så det er jo ikke rigtigt."

Leve med sin mistilpasning - eller gør noget ved den?
Du skrev i 1978 i bogen 'Samfundsstøtte er socialpolitisk avantgarde' følgende: 'Store dele af vort klientel har [...] annammet denne middelstandsideologi om at social mistilpasning først og fremmest skyldes individets egne brist og fejl. F.eks. gør mange af de arbejdsløse ledigheden til et individuelt problem, som de har skyldfølelse over. Denne individualisering af problemerne, gør dem ubærlige og i socialrådgivningen oplever vi, at tilstanden kun gøres tålelig, hvis vi - lige modsat hidtidigt virke - kan få den enkelte klient til at forstå, at det ikke er et individuelt, men et samfundsskabt problem.'
"Det er rigtigt, vi havde jo dengang en stor arbejdsløshed - op gennem 80erne var det en tredjedel af hver ungdomsårgang, som var arbejdsløs, og det kunne de jo faktisk ikke gøre for."

Nu nævnte du kun arbejdsløsheden som et eksempel. Det var hele den 'sociale mistilpasning', du skrev om. Din pointe var, at man som socialrådgiver, skulle få klienten til at forstå, at hvis han var socialt utilpasset, så var det ikke hans eget problem.
"Nej, for der er jo ingen, der kommer igennem sin modgang, hvis man går og lider af skyldfølelse og tror, det er ens egen skyld og mister sin selvrespekt."

Hvis man er havnet i en dårlig situation, kan man så komme ud af den ved helt at fraskrive sig et ansvar for at komme ud af den?
"Nej, men man kan komme ud af det, hvis man kan få arbejde, og det kunne man ikke dengang."

Men forudsætningen for at kunne få arbejde for f.eks. en, der drikker, er vel, at han holder op med at drikke først?
"Det er da rigtigt."

Ikke kun ens eget ansvar
Kan man komme ud af sin sociale mistilpasning, hvis man har den opfattelse, at det er samfundets skyld, at man er socialt mistilpasset?
"Det er i hvert fald vigtigt, at man forstår, at det ikke ene og alene er ens eget ansvar, at vi er påvirket af det omgivende samfund lige fra vores skolegang, hvor man f.eks. skal have forældre, der hjælper med lektierne."

Er det ikke en helt grundlæggende forudsætning for at komme ud af et socialt problem, at man selv gør en indsats, og at man forstår, at det gør en forskel, hvad man selv gør?
"Jo, det har jeg ikke noget imod at sige, men man skal bare have muligheden."

Du skriver, at man som socialrådgiver skal sige til de mistilpassede, at de ikke selv har et ansvar, fordi man på den måde ...
"Ja, hvis man ikke kan få et arbejde, så er det ved Gud ikke deres ansvar."

Nu taler vi om social mistilpasning. Du skriver, at man skal sige til folk, at den sociale mistilpasning ikke skyldes dem selv, for så kan de leve med den uden skyldfølelse. Men problemet er jo, at de ikke skal leve med den - de skal ud af den.
"Ja, men det kunne man jo ikke komme dengang, fordi man ikke kunne få arbejde. Du må også huske, at det tunge kontanthjælpsklientel, som vi har nu, de 35-45 årige, dem vi nu meget usmageligt kalder matchgruppe 5, det er i meget høj grad de unge, som gik i stykker i 80ernes arbejdsløshed. De kom aldrig i gang, de har aldrig været på en arbejdsplads, og nu skal vi helst have dem ud, men de er spolerede af det."

Spoleret af Reintoft?
Men er de ikke bl.a. spoleret af, at de i skolen og af meningsdannere, herunder af dig, fik at vide, at det ikke var deres eget ansvar at komme ud af deres problemer, så de bare lænede sig tilbage og ventede på, at nogen skulle komme og redde dem?
"Jeg har lige prøvet at forklare dig, at mange af dem styrtede rundt for at få job, men så gav de op, fordi der ikke var arbejde."

I dag er der så ingen reel arbejdsløshed. Er det så i højere grad muligt at have et personligt ansvar?
"Der vil altid være nogen, der ikke magter arbejdsmarkedet. Vi har altid haft cirka 25 procent, som ikke kunne arbejde - vi gemte dem tidligere som hjemmegående husmødre og mange andre ting. Du kan gå tilbage til middelalderen, vi har altid haft grupper af mennesker, som ikke har kunnet magte samtidens krav," siger Hanne Reintoft.

ole@180grader.dk